Bertel Haarder: Vi skal ikke vente på fælles europæiske løsninger
Den tidligere Europaminister er dybt uenig med den nuværende transport-, bygnings- og boligminister i, at det indre marked i EU, ’vejer tungere end Danmarks samarbejde om harmonisering af fremtidige byggeregler i nordisk regi’
Af Dan Bjerring
Christiansborg
Som nævnt i BygTek har Folketingets nestor, Bertel Haarder, rettet en hård kritik mod transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen for hverken at være til stede eller lade sig repræsentere af embedsmænd ved det nordiske ministermøde, hvor en vedtagelse om fælles nordiske byggeregler blev drøftet og besluttet.
Ministeren svarer til Bertel Haarder, at han ’gerne havde set’, at det havde været muligt at ændre ordlyden i den fælles nordiske ministererklæring i en retning, så det fremgik, at Danmark også har fokus på det EU-harmoniseringsspor på byggevareområdet, Ole Birk Olesen mener, er ’en forudsætning for et velfungerende indre marked’.
EU vejer tungere
Ifølge ministeren stod det ’på et fremskredent tidspunkt’ klart, at det ikke ville være muligt at
opnå tilslutning til Danmarks forslag til tilføjelser om EU-harmonisering i den fælles nordisk
erklæring:
- Det er således min opfattelse, at de forpligtelser, som Danmark har påtaget sig vedrørende sikringen af et velfungerende indre marked i EU, vejer tungere end Danmarks samarbejde om harmonisering af fremtidige byggeregler i nordisk regi. Danmark bakker således op om nordisk samarbejde på byggeområdet og støtter delvist den fælles nordiske vedtagelse, men ikke vedtagelsens ordlyd i et og alt, slutter Ole Birk Olesen.
Strider ikke mod Danmarks interesser
BygTek fik fat i Bertel Haarder, da han netop var på vej til et møde i det nordiske Grænsehindringsråd i Lund, og han siger til BygTek, at det ikke strider mod Danmarks interesser at lave fælles nordiske byggeregler før de europæiske:
- Tvært i mod vil fælles nordiske regler kunne danne grundlag for fælles regler på EU-plan. Det er lettere at blive enige blandt fem lande end blandt 27 lande, siger Bertel Haarder, der allerede har skrevet et brev til ministeren, hvoraf det fremgår, at når de nordiske lande er blevet enige om en fælles standard, så er der al mulig sandsynlighed for, at den standard også bliver den europæiske standard mange år senere:
- Det er der utallige eksempler på. Derfor skal vi aldrig sætte os hen og vente på fælleseuropæiske løsninger. Vi skal gå foran og derved præge de fælles løsninger i vores retning, skriver Bertel Haarder.
Nordiske lande får deres vilje
Han henviser videre til professor. dr. med. Liselotte Højgaard, der er formand for Grundforskningsfonden, som har sagt:
- I de ti år, jeg har været Danmarks repræsentant i Bruxelles, har de nordiske lande altid fået deres vilje, når de samarbejder – og der er ikke en eneste undtagelse fra dette!...”
Ifølge Bertel Haarder bekræftes det af hendes forgænger.
- En medvirkende årsag til det succesrige danske EU-formandskab i 2002, der kulminerede med udvidelsen med ti nye medlemslande, var det meget tætte samarbejde mellem Danmark og Sverige. Jeg var europaminister og dermed førstehånds vidne, skriver Bertel Haarder.
Total fiasko med Lægemiddelagenturet
Han peger på, at den succes kan holdes op mod ’den totale fiasko’, da Det Europæiske LægemiddelAgentur, EMA, skulle placeres, hvor Danmark og Sverige IKKE samarbejdede:
- Derfor måtte de se agenturet flytte til Amsterdam, fordi det var mest bekvemt for personalet! Dertil kommer, at både du og jeg er underlagt statsministrenes kloge beslutning om, at de nordiske lande skal være verdens mest integrerede region. Det er i sig selv tilstrækkelig begrundelse for, at Danmark er med i fælles nordiske løsninger, slutter Bertel Haarder, der har taget Ole Birk Olesens svar med til Lund, hvor svaret vil blive genstand for en drøftelse.