Beskæftigelsen er faldet med 12.500Med den lille vækst, trækker virksomhederne på den eksisterende arbejdskraft, mener Bo Sandberg (Ricky John Molloy)

Beskæftigelsen er faldet med 12.500

Ledigheden daler, men det går beskæftigelsen også i forhold til sidste år. Væksten i dansk økonomi er for lav til for alvor at trække arbejdsmarkedet op, lyder det fra Dansk Byggeri

Den positive udvikling med faldende ledighed afspejles dog desværre ikke i beskæftigelsesudviklingen – i hvert fald ikke, hvis der tages udgangspunkt i den interviewbaserede arbejdskraftundersøgelse, AKU.

- Ganske vist steg den sæsonkorrigerede beskæftigelse fra 1. til 2. kvartal - tilmed ret kraftigt. Men man skal være meget nærsynet for at udlægge det som en triumf for arbejdsmarkedet. For træder man blot et enkelt skridt tilbage og sammenligner de faktiske tal for 1. halvår 2014 med 1. halvår 2013, så er beskæftigelsen faldet med 12.500 personer siden sidste år, forklarer Cheføkonom i Dansk Byggeri, Bo Sandberg og fortsætter:

- Det er jo ikke just imponerende. Men heller ikke voldsomt overraskende. For med de moderate vækstrater i dansk økonomi i almindelighed og på hjemmemarkedet i særdeleshed, er den generelle tendens i erhvervslivet, at man er i stand til at håndtere de små ændringer i efterspørgslen med den eksisterende arbejdskraft.

Tendensen er mudret
Det skal nævnes, at beskæftigelsesudviklingen opgjort ved den interviewbaserede arbejdskraftundersøgelse bør tages med et gran salt.

- Med tanke på de forskellige beskæftigelsesopgørelser bør man i dag ikke svinge sig op til mere end at sige, at tendensen er mudret, og at det er skuffende, hvis det holder stik, at beskæftigelsen er lavere i år end sidste år. Dog vil nogle af de andre opgørelser formentlig vise det modsatte resultat, siger Bo Sandberg.

Byggeriet står foran stort dyk i 2015
Dansk Byggeri mener, at samfundsøkonomien har det bedre end for et år siden. Men selvom retningen er positiv, er tempoet i vendingen fortsat ganske lavt, hvilket beskæftigelsesudviklingen bekræfter.

- Noget af det, der har udviklet sig positivt i dansk økonomi i 1. halvår 2014, er bygge- og anlægsaktiviteten, som steg 3-4 pct. sammenlignet med det sløje 2013. Men fremgangen må tilskrives vejrguderne, der både gav en mild vinter og en række midlertidige éngangseffekter fra udbedring af stormskader efter Allan og Bodil, der trak sine ødelæggende spor henover Danmark i slutningen af 2013, siger Bo Sandberg og uddyber:

- Til gengæld står bygge- og anlægsbranchen foran et kraftigt aktivitetsmæssigt dyk i 2015. Og dykket bliver endnu større, hvis der fokuseres på beskæftigelseseffekten. For det er nemlig den arbejdskraftintensive reparationsaktivitet, der fra nytår bombes flere år tilbage, når dels udbedringen af stormskader klinger af, når Boligjobordningen desværre ophører, og når også renoveringsomfanget i den almene boligsektor drosles ned.

-jhn

21/8 2014