Betonaffald bliver designervarer
Affald fra Thisted-Fjerritslev Cementvarefabrik har fået en designer til at lave støbeforme til betonblandingen, der i stedet ender som elementer til borde- og bænkesæt
Aalborg Universitets projekt ReshapeWaste har vist, at kasserede materialer kan blive til prisvindende designprodukter og skabe helt nye forretningsmuligheder.
-Projektet viser, hvordan de kreative fag kan ændre vores perspektiv og adfærd – det handler om en ny, inkluderende ressourceagenda for dansk design, forklarer Linda Nhu Laursen, forskningsleder på Aalborg Universitet.
Det kan man nikke genkendende til hos både Thisted-Fjerritslev Cementvarefabrik og hos det socialansvarlige værksted Råt&Godt i Aalborg, hvor man hjælper borgere på kanten af arbejdsmarkedet i beskæftigelse.
Førstnævnte virksomhed kasserer en del betonblanding, når de tester kvaliteten, og sidstnævnte har nu ved hjælp af en designer i projektet fået lavet støbeforme til betonblandingen, der i stedet ender som elementer til borde- og bænkesæt.
-Ikke alene er det i vores ånd at lave smukke produkter ud af genbrugsmaterialer. Borde- og bænkesættet har også vist sig at være så populært, at vi nu udvider vores sortiment af den type produkter, siger direktør Christian Helweg fra Råt&Godt.
Behov for nye værdikæder
-Når restmaterialer skal blive til nye produkter, er partnerskaber helt afgørende. Vi ser de bedste resultater, når affaldsejeren, en bearbejdningspartner, en designer og en aftager kobles i en lokal værdikæde. Det minimerer logistik, øger kvaliteten og gør de cirkulære løsninger forretningsdygtige, siger Lene Filtenborg Buhl Kejser, der har været projektleder på ReshapeWaste.
Fakta om ReshapeWaste
Det 2-årige projekt har gennemført 20 designeksperimenter i danske produktionsvirksomheder og udviklet 21 prototyper baseret på restmaterialer.
Over 100 containere er blevet undersøgt for at kortlægge affaldsstrømme. I Danmark bliver der årligt kasseret over 1 mio. tons industriaffald.
Resultaterne er samlet i bogen Sans for ressourcer – 7 designeksperimenter med restmaterialer
ReshapeWaste erstattes nu af projekt ZeroWaste, der skal hjælpe 500 danske virksomheder med at reducere eller eliminere deres affald gennem nye cirkulære værdikæder.
-kis