Boligforening sparer millioner på den daglige driftIbrahim El-Khatib, formand for afdelingsbestyrelsen i Gadehavegård i Høje-Taastrup. Han har siddet i bestyrelsen siden 2012. Foto: PR/Gadehavegård

Boligforening sparer millioner på den daglige drift

Med fokus på nye og effektive løsninger i dagligdagens drift i boligforeningen Gadehavegård holdes beboernes husleje i ro, afdelingen kan spare op og samtidig passe på miljøet

4,8 millioner kroner. Det er, hvad de 2131 beboere i de 986 boliger i Gadehavegård årligt sparer på driftsbudgettet. Mens den almene boligafdeling i Høje-Taastrup ofte er i søgelyset for at stå på en liste, som stempler den som en ’hård ghetto’, kæmper beboerne nemlig for det gode boligliv i hverdagen - langt væk fra de 179 stemmeknapper i folketingssalen i København K.

I nærmiljøet i Høje-Taastrup har den dedikerede afdelingsbestyrelse hele tiden fokus på at effektivisere og fremtidssikre boligområdet.

F.eks. har den netop indgået en ny serviceaftale på området for videoovervågning og dørtelefoner, som resulterer i en besparelse på 380.000 kr. om året. I samme ombæring slipper beboerne en ti-krone billigere for internet hver måned.

Men ikke nok med det. Da videoovervågning første gang blev indført for ca. fire år siden, fordi området var præget af hærværk, indbrud, brande og generel utryghed, var forsikringspræmien tårnhøj, men i takt med at kriminaliteten er dalet, er præmien gået sammen vej.

I dag slipper Gadehavegård 1,5 millioner kroner billigere på ejendomsforsikringen.

Tydeligt aftryk på varmeregningen
En omlægning af fjernvarmen er også tæt på færdig - den vil spare beboerne for 1,7 millioner kroner. Hvert år. Bl.a. fordi de nu undgår et kæmpe varmetab, og fordi der indsættes topmoderne varmecentraler, der bedre kan styre varmen. Desuden skal der bruges langt færre mandetimer på driften.

- Vi tænker på klimaet, og vi tænker på økonomien. Vi kommer f.eks. til at spare beboerne for rigtig mange penge på deres varmeregning, siger formanden for afdelingsbestyrelsen i Gadehavegård Ibrahim El-Khatib, der tilføjer, at han også har fokus på at gøre brug af den nyeste teknologi og udnytte de muligheder, den giver.

En driftig bestyrelse
Ud over den direkte gevinst på beboernes varme- og internetregning betyder de nye tiltag også, at beboernes husleje kan holdes i ro. Den ville være steget lidt, hvis ikke der tænkes i mere effektive løsninger hele tiden.

For to år siden blev arbejdet med at drive vaskerierne i Gadehavegård udliciteret. Beboerne mærkede en direkte besparelse pr. vask på syv kroner, og på driftsbudgettet lød besparelsen på 833.000 kr. Også i år. Og næste år. Og ...

Derudover er der sparet ca. 1000 mandetimer på driften af vaskerierne. Timer, der kan bruges på andre opgaver.

- Afdelingsbestyrelsen går virkelig forrest på flere områder i forhold til at drive almene boliger. Til stor glæde for resten af beboerne. Dels mærker beboerne de direkte besparelser på budgetkontoen, men de fremtidssikrer også sig selv. De store besparelser går ind på driftsbudgettet og har sikret afdelingen en solid opsparing, fortæller Ole U. Nielsen, der er driftsleder i Gadehavegård og samarbejder tæt med afdelingsbestyrelsen i det daglige.

Han og resten af personalet arbejder ud fra driftscentret, som understøttes af den almene bygge- og boligadministration Domea.dk, der har ansvaret for at administrere, drive og udleje boligerne.

Næste projekt afventer
Gadehavegård står over for en stor renovering - og det er kun en fordel med en god opsparing, da en del af renoveringen efter reglerne er selvfinansieret. Jo mere, der kan trækkes fra drifts- og vedligeholdelsesbudgettet, jo billigere slipper beboerne.

- Vores næste store projekt er at renovere hele området. Vi vil gøre det til et endnu bedre sted at bo. Men vi er lidt på standby i øjeblikket på grund af ghettopakken, som udstikker nogle nye retningslinjer, hvor regeringen har besluttet, at vi skal nedbringe antallet af boliger, siger Ibrahim El-Khatib, der har boet i Gadehavegård siden 1994.

Som et andet sparetiltag begyndte Gadehavegård for ca. fem år siden at udskifte belysningen i området. I dag bruges der LED-pærer stort set overalt, og det giver en årlig besparelse på ca. 400.000 kr.

Effektiviseringer i Gadehavegård
Årlig besparelse på driftsbudgettet
- Overvågning og dørtelefoner: -380.000 kr.
- Præmie på ejendomsforsikring: -1.500.000 kr.
- Fjernvarmeomlægning: -1.700.000 kr.
- Vaskerier: -833.000 kr.
- LED-belysning: -400.000 kr.
- I alt: Besparelse på 4.813.000 kr. om året

Direkte besparelser for beboerne
- Huslejen holdes i ro
- Lavere varmeregning
- Lavere internetregning
- Billigere vaskeordning

-los

11/12 2018