Boligforening stiller krav om lærlinge på egne byggepladser
Himmerland Boligforening kræver, at foreningens samarbejdspartnere er med til at løfte den vigtige fælles opgave, det er at investere i fremtidens medarbejdere
Vil man have kvalificerede medarbejdere, er det nødvendigt at bidrage til, at der til stadighed bliver uddannet unge, der kan træde til, når de ældre falder fra. Det er en af de grundlæggende tanker hos Himmerland Boligforening. Heldigvis er boligforeningens samarbejdspartnere med på ideen.
- I forbindelse med de fem større projekter, vi aktuelt er i gang med, har de involverede virksomheder et stort antal lærlinge tilknyttet. På Fyrkildevej og Ravnkildevej er der henholdsvis ti og fire lærlinge, mens der på Henning Smiths Vej er otte. Dertil kommer ni på Danagården og tre på Tornhøjgaard. Det giver alt i alt 34 unge under uddannelse, hvilket svarer til næsten 13 % af den samlede medarbejderstab involveret i de fem byggerier, siger direktør Ole Nielsen fra Himmerland Boligforening.
Faktisk er tallene endnu højere, idet der på flertallet af de fem projekter er eller har været medarbejdere i flexjob, med løntilskud eller i virksomhedspraktik.
- I alt drejer det sig om 37 personer og her er der den særdeles positive krølle på historien, at 19 er kommet i ordinær beskæftigelse eller er begyndt på en uddannelse, efter at de har været på vores byggepladser, fortæller Ole Nielsen.
Skal løfte det faglige niveau
Himmerland Boligforening stiller ikke blot krav til samarbejdspartnerne, men prioriterer selv at tage unge ind på arbejdspladsen. Således er det aktuelt mere end hver femte af boligforeningens medarbejdere, der er lærling eller praktikant. Ole Nielsen uddyber:
- I alle led af organisationen har vi unge under uddannelse. Det ses ude i afdelingerne, hvor vi har 12 ejendomsfunktionærer og gartnere i lære. I mere administrative funktioner har vi tilknyttet to universitetsstuderende på boligsociale projekter i Center for Samskabelse og fire i receptionen i Sundheds- og Kvartershuset. Derudover har vi i samarbejde med Gestus Nord ansat syv studerende i en mentorordning, der skal løfte det faglige niveau hos en række udfordrede elever i det østlige Aalborg.
Langsigtede mål
Boligforeningen indførte for et par år siden en politik vedrørende tilknytning af lærlinge og elever. Den fastlægger som langsigtet mål, at 10 % af de ansatte ejendomsfunktionærer skal være lærlinge, men organisationen påtager sig også et ansvar for at give unge inden for en række andre områder praktisk erfaring fra den mangesidede virksomhed.
- Vi har et betydeligt behov for velkvalificerede medarbejdere og derfor er det kun naturligt, at vi involverer os i, at der til stadighed bliver uddannet unge, der har indsigt i vores arbejdsområder. Og som byggeriet har udviklet sig de seneste år, mener vi også, at det er rimeligt, at vi over for vores samarbejdspartnere stiller krav om tilknytning af unge under uddannelse. Derfor er vi rigtigt glade for at se, at der er enighed om det væsentlige i dette blandt de mange virksomheder, vi samarbejder med, pointerer Ole Nielsen.
-los