Brandrådgivere skal certificeres

Brandrådgivere skal certificeres

Ny bekendtgørelse stiller krav om, at brandrådgivere fremover skal certificeres og rådgivningsvirksomheden Rambøll melder sig på banen som nyt officielt certificeringsorgan

Det danske system til at opretholde høj brandsikkerhed bliver formaliseret og styrket. Ifølge Bygningsreglement 2018 skal der fremadrettet benyttes en certificeret brandrådgiver til at dokumentere og kontrollere overholdelse af krav til brandforhold, så den valgte løsning lever op til reglerne.

Dermed udfases den kommunale tekniske byggesagsbehandling, som vi kender den i dag, og erstattes med udgangen af 2019 af den ny certificeringsordning, 'Bekendtgørelse om Certificeringsordning for dokumentation af tekniske forhold i bygningsreglementet'.

Det er allerede nu muligt at vælge at benytte certificerede brandrådgivere, og Den Danske Akkrediteringsfond, DANAK, har netop akkrediteret Rambøll til at certificere brandrådgivere.

- I praksis betyder det, at arkitektvirksomheder, entreprenører, rådgivere m.fl. allerede nu har behov for at få certificeret medarbejdere for at være klar til at kunne agere i markedet, og efterspørgslen på brandcertificering stiger dermed markant. Vi har stor erfaring indenfor brandrådgivning, så ud fra et forretningsmæssigt synspunkt var det oplagt at ansøge om at blive certificeringsorgan, siger Susanne Wrist-Jensen, der er leder af Certificering, Rambøll, som skal varetage certificeringerne.

De første har meldt sig
Sekretariatet har allerede modtaget de første henvendelser fra ansøgere. Hos Rambøll kan brandrådgivere certificeres til forskellige brandklasser eller til at foretage tredjepartskontrol afhængig af deres kvalifikationer og kompetencer.

- Vi lægger vægt på en smidig certificeringsproces og ikke noget med krav om tidskrævende og fordyrende kurser. Vi fokuserer på selve certificeringen og  så betyder vores tilstedeværelse i 13 byer landet over, at vi kan tilbyde fleksibilitet, så prøver og fremlæggelser som led i certificeringen kan finde sted dér, hvor det er mest optimalt for ansøger, siger Susanne Wrist-Jensen.

Rambølls egne brandrådgivere skal også certificeres. For at sikre uvildighed sker det i eksternt regi.

-jhn

11/12 2018