Bryggen i Randers omfavner vandet til gavn og glæde for lokale virksomhederSamlet bliver Bryggen 3.900 m2.

Bryggen i Randers omfavner vandet til gavn og glæde for lokale virksomheder

Byggeriet af for 100 millioner kroner lokaler går nu i gang i Flodbyen i Randers. Selvom første spadestik netop er taget, der allerede et par store virksomheder, der har lagt billet ind på en plads tæt ved vandet

Efter års forberedelse blev planer vekslet til byggestart af det første byggeri i Flodbyen Randers tirsdag.

Udviklingsprojektet, der strækker sig over flere årtier frem, blev indledt med Bryggens første spadestik taget af borgmester Torben Hansen (S), adm. direktør for AP Ejendomme, Peter Olsson, direktør for Flodbyen Randers, Jesper Plauborg, og adm. direktør Carsten Raundahl hos totalentreprenør Raundahl & Moesby.

Arrangementet markerede begyndelsen på en historisk klimasikringsindsats og omfattende byudvikling med nye boliger, erhvervsbyggerier og rekreative, grønne områder, der vil sætte sit præg på Randers midtby.

AP Ejendomme investerer sammen med kommunen og andre partnere mere end 5 mia. kr. i den samlede byudvikling, og kontraktsummen på Bryggen udgør ca. 100 mio. kr.

- I AP Ejendomme har vi en ambition om at gøre noget særligt for vores partnere og kunder. I en række kommuner arbejder vi tæt sammen i fælles udviklingsselskaber, hvor vi skaber løsninger.

- Her i Randers er opgaven særligt stor og særligt spændende, fordi vi både sikrer det skønne middelalder-centrum samt adgangen til Randers Fjord og Gudenåen.

- Med klimaforandringerne skaber fjorden og åen udfordringer, som byudviklingsprojektet vender til muligheder, og det er i sandhed noget særligt, siger Peter Olsson, der fortsætter:

- Det er skønt at bo og arbejde ved vand, så opgaven var ikke at gemme Randers bag diger – men at omfavne vandet til gavn og glæde. Det er en fremsynet beslutning af Randers Kommune, og vi er stolte af at bidrage til at løfte opgaven og tage det første helt konkrete skridt i dag.

Store, grønne ambtioner
Bryggen opføres i totalentreprise af Raundahl & Moesby som en vigtig brik i det samlede Flodbyen Randers-projekt på en grund, der tidligere husede en benzinstation.

Raundahl & Moesby har sammen med ET Arkitekter udviklet og designet projektet med en målsætning om, at byggeriet skal certificeres til DGNB Guld og opføres i overensstemmelse med EU-taksonomiens artikel 7.1.

Det sikrer, at de relevante kriterier for at reducere CO2-udledningen bidrager til overholdelsen af EUs klimamål.

- Vi har et rigtig godt samarbejde med AP Ejendomme, der har valgt at gå foran i branchen ved at beslutte, at alle deres nybyggerier skal opføres efter EU-taksonomiens artikel 7.1, der er de skrappeste bæredygtighedskrav for nybyggeri i Europa.

- Hos Raundahl & Moesby har vi allerede leveret Danmarks første byggeri efter EU-taksonomiens artikel 7.1 til AP Ejendomme. De gode erfaringer herfra tager vi nu med i Bryggen-projektet, siger direktør Carsten Raundahl.

Bank og ingeniør rykker ind
Sydbanks filial i Kirkegade skal rykke ind i dele af stueetagen og på første sal, når Bryggen står færdig. I stueetagen bliver der tillige plads til en cafe eller tilsvarende på 165 m2.

Derudover lejer Stokvad Rådgivende ingeniører sig ind på 2.-4. sal, så alt bortset fra cafe-området er udlejet fra stueetagen til 4. sal. De resterende etagemeter på 5.-7. sal ventes udlejet, inden byggeriet står færdigt.

- Vi er glade for at være kommet godt fra start med mere end halvdelen af kvadratmeterne udlejet, inden vi går i gang med at bygge. Det vidner om, at Bryggen og projektet er attraktivt, og det lover godt for de kommende års udvikling af Randers, siger Jesper Plauborg.

AP Ejendomme ejer 51 % af arealudviklingsselskabet Flodbyen Randers, mens Randers Kommune ejer 49 %.

Totalentreprenøren Raundahl & Moesby har udviklet byggeriet i et designsamarbejde med ET Arkitekter og med Frandsen & Søndergaard som rådgivende ingeniører.

Raundahl & Moesby er ansvarlige for opførelsen af byggeriet, der afleveres som totalentreprise til AP Ejendomme. På klimaområdet stiles der efter at blive klassificeret i henhold til EU-taksonomiens artikel 7.1 og certificeret med DGNB Guld.

-dc

23/9 2025