Byggeriet får sit eget digitale rejsehold- De teknologiske muligheder er mange, og det kan være svært for virksomhederne at få overblik over, hvad der findes af løsninger, fortæller Michael H. nielsen om baggrunden for rejseholdet. foto:RJM

Byggeriet får sit eget digitale rejsehold

Både små og store virksomheder i bygge- og anlægsbranchen kan fremover få hjælp af et rejsehold, der hjælper med at finde og implementere ny teknologi i virksomheden

Robotter til støjende, nedslidende eller støvende arbejde. Droner til opmåling eller inspektion af bygninger. Og 3D-print teknologi der hurtigt og effektivt genskaber udtjente bygningsdele, når en bygning renoveres. Mulighederne er mange, men hvad skal man vælge, og hvordan får man alle medarbejderne til at bruge de nye arbejdsredskaber i hverdagen?

Med støtte fra Grundejernes Investeringsfond, GI, etablerer Dansk Byggeri i samarbejde med Danske Ark, FRI, Bygherreforeningen og Bloxhub nu et rejsehold af kompetente og uvildige rådgivere, der skal hjælpe virksomheder, der ønsker at tage ny teknologi i brug.

- De teknologiske muligheder er mange, og det kan være svært for virksomhederne at få overblik over, hvad der findes af løsninger og ikke mindst vide, om en ny teknologi er moden og med fordel kan bruges i virksomheden. Netop derfor har vi taget initiativ til etablering af et rejsehold, forklarer direktør Michael H. Nielsen, Dansk Byggeri.

Fire uvildige rådgivere
Build 4.0 - Rejseholdet, som indsatsen hedder, skal hjælpe virksomheder blandt bygherrer, arkitekter, rådgivende ingeniører og udførende virksomheder med at finde ny teknologi, der understøtter deres produktion. Rejseholdet skal screene markedet for mulige leverandører, analysere teknologivalget i forhold til den produktion, der skal understøttes samt vurdere behov for fx efteruddannelse af medarbejdere i virksomheden, så en ny teknologi succesfuldt kan implementeres.

- Indtil videre består Rejseholdet af fire virksomheder, der på hver sit felt har unikke kompetencer, når det gælder valg og implementering af ny teknologi til bygge- og renoveringsbranchen. Ingen af virksomhederne i Rejseholdet sælger selv produkter eller løsninger, men er uvildige rådgivere med dokumenteret erfaring. Og der er plads til flere virksomheder i Rejseholdet, hvis de vel at mærke lever op til vores krav om kompetence og uvildighed, forklarer Michael H. Nielsen, direktør i Dansk Byggeri.

-jhn

Fakta:
Virksomheder, der ønsker at trække på Rejseholdet, kan henvende sig til projektleder Jakob Diget Møller i Dansk Byggeri på jdm@danskbyggeri.dk eller mobil 23 41 82 09.

Rejseholdet består af virksomhederne:
- CN3 v/ Rolf Carlsen
- HD Lab v/ Rolf Büchmann
- Insight Partners v/ Martin Boysen
- BASIT v/ Martin P. Jakobsen

Udvikling af Build 4.0 – Rejseholdet koordineres af en styregruppe bestående af:
- Dansk Byggeri
- Danske Arkitektvirksomheder
- Foreningen af Rådgivende Ingeniører, FRI
- Bygherreforeningen
- BLOXHUB


22/11 2018