Bymidten i Albertslund skal laves fuldstændig omForberedelserne til den næste detaljerede plan, som forventes at blive udarbejdet i 2024, er nu i gang. Illustration: Urban Power for Citycon.

Bymidten i Albertslund skal laves fuldstændig om

For snart 60 år siden blev Albertslund Centrum bygget, og det er efterhånden blevet på tide med en gennemgribende modernisering, mener kommunen. Målet er bl.a. at skabe en bedre forbindelse mellem bymidtens mange kulturelle muligheder

Albertslund Kommune har godkendt en ny masterplan for Albertslund Centrum. Planen skaber grundlaget for en omfattende modernisering og udvidelse af bymidten.

Kommunens kulturaktiviteter - Forbrændingen, Musikteatret og biblioteket – vil blive integreret i bymidten, der vil blive bygget et stort antal nye boliger og skabt plads til flere arbejdspladser. Planen vil således skabe et levende og dynamisk centrum – døgnet rundt, året rundt.

- Albertslund Centrum har en stærk identitet og historie, og det er glædeligt, at den værdifulde
og frugtbare dialog, vi har haft med kommunen i flere år, nu har resulteret i en forankret og
vedtaget masterplan, siger Veronica Palmgren, Head of Property Development Nordic i Citycon.

Albertslund Centrum blev bygget som et af Danmarks første butikscentre i 1965. Citycon overtog centret i i 2012.

Behov for at revitalisere
Området har i dag et stærkt lokalmiljø med mange lokale butiksindehavere og et rigt kulturmiljø. Der er 60 butikker, mange restauranter og en bred vifte af serviceydelser. Centret
er vokset betydeligt i de seneste år med nu omkring 5 millioner årligt besøgende.

- Albertslund gennemgår mange forandringer i disse år. Det skaber et behov for at udvikle og
revitalisere Albertslund Centrum, så det fortsat er et moderne og fælles centrum for alle i
kommunen. Den fremtidige ombygning giver mulighed for moderne butiksarealer og
stærkere forbindelser til de omkringliggende områder, siger Jacob Bannor, Commercial
Manager i Citycon.

Målet er at skabe en bedre forbindelse mellem bymidtens mange kulturelle muligheder, de
grønne områder og de mange nye bolig- og byudviklingsprojekter i kommunen. Det er f.eks.
ombygningen af det tidligere fængselsområde Vridsløselille, COOP Byen og Hersted Industripark.

-dc

24/2 2023