Colliers inde over en handel på 11,6 mia. kr.
Colliers har ageret sælgers rådgiver i tre markante nordiske ejendomstransaktioner – et rekordstort frasalg fordelt på to logistikporteføljer samt en betydelig transaktion inden for social infrastruktur.
Colliers har ageret sælgers rådgiver i tre markante nordiske ejendomstransaktioner fordelt på to logistikporteføljer samt en betydelig transaktion inden for social infrastruktur, fremgår det af en meddelelse.
Transaktionerne har en samlet værdi på knap 11,6 mia. kr. og omfatter 34 ejendomme med et samlet areal på 840.000 kvm i strategiske lokationer på tværs af Norden.
Porteføljerne fra henholdsvis Urban Partners og Castellum hører blandt de mest betydningsfulde transaktioner gennemført på det nordiske ejendomsmarked til dato.
Den nordiske region har stået for næsten 20% af den samlede europæiske ejendomstransaktionsvolumen de seneste 12 måneder, hvilket understreger regionens position som et af Europas mest aktive og likvide markeder.
-Disse transaktioner bekræfter styrken og dybden i det nordiske marked. Kapital allokeres fortsat på tværs af segmenter, med stigende efterspørgsel efter prime- og core-aktiver.
Vi oplever også fornyet aktivitet blandt børsnoterede aktører på både købs- og salgssiden sammen med fortsat international interesse. Størrelsen på disse handler demonstrerer tydeligt investorernes vedvarende tillid til regionen, siger Bård Bjølgerud, CEO i Colliers Nordics, der dækker landene Norge, Sverige og Finland.
Urban Partners’ portefølje blev opdelt i to større, skelsættende logistiktransaktioner med en samlet værdi på over 7,6 mia. kr., hvilket repræsenterer den største logistikejendomstransaktion nogensinde gennemført i Norden.
Salg af 20 logistikejendomme til Catena (6,2 mia. kr.)
Porteføljen, værdisat til 6,2 mia. kr., udgør 612.000 m² moderne logistikejendomme i Sverige, Finland og Danmark. Med en udlejningsgrad på 97% og lange lejekontrakter markerer transaktionen den største enkeltstående logistiktransaktion i Norden til dato.
Salg af fem logistikejendomme til Ontario Teachers’ Pension Plan
Den anden transaktion omfatter fem logistikejendomme med et samlet areal på 118.000 kvm i Sverige og Danmark, beliggende i attraktive delmarkeder og udlejet til stabile lejere.
Castellum: Portefølje inden for social infrastruktur til AP7
Castellum har solgt ni ejendomme inden for social infrastruktur til AP7. Porteføljen udgør cirka 110.000 kvm og er beliggende i Göteborg, Malmö, Jönköping, Örebro og Borås. Den underliggende ejendomsværdi udgør 3,9 mia. kr. (5,6 mia. SEK).
-kis