Copenhagen Towers vinder dansk designpris
Til prisfesten i Industriens Hus modtog Lendager Group med Copenhagen Towers Danish Design Award for Building Markets
Hvert år hylder Danish Design Awards danske designløsninger på tværs af landet. Priserne uddeles til designløsninger, der skaber værdi og effekt for samfundet, i industrien og hverdagen. Designere og virksomheder fra hele landet var således mødt op i Industriens Hus for at uddele og hylde dette års vindere.
I kategorien Building Markets vandt Copenhagen Towers, hvis indvendige overflader er beklædt med upcyclede materialer. Materialerne er træaffald fra vinduesrammer, gamle døre, gulve og stilladser er brugt til at skabe moderne vægpaneler, mens gulvet er upcyclet beton med et udtryk, der minder natursten. Ydermere er der anvendt PET-plastflasker, der ved en upcylingsproces har fået nyt liv som akustikplader i loftet. Bygningen har desuden grundvandsbaseret opvarmnings- og nedkølningsanlæg, der reducerer energiforbruget med 90 %.
- Med sin høje bæredygtighedsprofil skaber Copenhagen Towers et nyt marked inden for cirkulær økonomi. Lendager Group har med projektet fundet nye innovative løsninger på upcycling af bl.a. genbrugsbeton, affaldstræ og PET-plastflasker, og de har dermed formået at indarbejde genbrugsmaterialer uden at gå på kompromis med æstetik eller kvalitet, lyder det fra Danish Design Award.
Anders Lendager, der er CEO og grundlægger af Lendager Group, er stolt og glad for prisen:
- Det er rigtig stærkt, at vores cirkulære løsninger modtager denne designpris. Prisen betyder, at vi modtager en anerkendelse for at hejse et vigtigt flag for bæredygtighed i det byggede miljø, og det er jeg stolt af. Teamet bag har leveret et utrolig solidt stykke arbejde, og prisen vil gøre sig rigtig godt på kontoret.
Om anerkendelsen siger David Overby fra Solstra Capital Partners, der er ejer af Copenhagen Towers:
- Vi er utroligt glade for prisen, som endnu engang understreger Copenhagen Towers byggeriets høje bæredygtighedsprofil. Vi har haft et eminent samarbejde omkring byggeriet med Lendager Group, der lig os selv er en game changer, og som har været med til at tage Copenhagen Towers grønne profil til nye højder pa° Danmarks måske mest bæredygtige adresse.
-kj