Corona har halveret inflationen
Inflationstallet for marts blev kun 0,4 procent, og det er halvdelen af tallet for hele 2019 og februar 2020
Af Dan Bjerring
Christiansborg
Inflationen har de senere år været historisk lav, og dermed er lønmodtagernes købekraft – trods forholdsvis moderate lønstigninger – blevet kraftigt forbedret.
Nu viser de seneste inflationstal for marts fra Danmarks Statistik, at inflationen endda er halveret i forhold til februar og hele 2019, hvor den var på 0,8 procent.
- Marts er den første måned i 2020, hvor der for alvor er en corona-effekt i tallene. Især det voldsomme dyk i benzinprisen slår igennem, og de hævede cigaretafgifter pr. 1. april var endnu ikke trådt i kraft, siger Dansk Byggeris cheføkonom, Bo Sandberg, i en kommentar til tallene fra Danmarks Statistik.
En ringe trøst
Han mener, at tendensen til lavere brændstofpriser formentlig bliver forstærket i de kommende måneder, ligesom også restaurantydelserne i den nye takeaway-tendens ventes at falde i forhold til situationen før corona-nedlukningen:
- I marts er det ifølge Danmarks Statistik brændstof, charterrejser og flyrejser, der trækker det samlede forbrugerprisindeks ned, mens tøj, kød og husleje trækker en smule opad. Der er ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget. Blandt de trods alt positive effekter af corona, er en anledning til at tage forskellige ting i vores livsstil og af samfundets sårbarhed op til overvejelse – og så altså en lavere inflation, der øger købekraften i samfundet. Det er dog nok kun en ringe trøst for de foreløbig cirka 45.000, der er blevet arbejdsløse herhjemme den seneste måned, siger Bo Sandberg.