Dækker nu alt indenfor fastgørelse i beton og stål
Entreprenører får nu overskuelig adgang til en samlet løsning til fastgørelse i beton og stål. ITW Byg udvider nemlig Spit til at omfatte dybler og ankre fra velkendte NKT Fasteners
Konstant voksende dokumentationskrav, stramme tidsplaner og hård konkurrence på pris såvel som kvalitet: Det er en særdeles udfordrende hverdag, der i disse år møder de udførende på landets byggepladser.- Der hersker ingen tvivl om, at de øgede krav til byggeriets udførende om f.eks. dokumentation af byggematerialer skaber stort behov for bedre overblik og større gennemskuelighed ude i landets skurvogne og på byggepladserne, forklarer Lars Holbæk, der er produktchef i ITW Byg.
Derfor lægger ITW Byg nu NKT Fasteners’ velkendte produktprogram inden for dybler og ankre over i Spit-brandet, der således udvides til en enklere samlet adgang for entreprenøren til hele ITW Bygs sortiment inden for fastgørelse i beton og stål.
Større tilgængelighed
Samtidig har ITW Byg etableret et landsdækkende distributionsnetværk på flere end 150 forhandlere, hvoraf de 25 er dedikerede ITW Byg Beton Centre, hvor specielt uddannet personale står klar med rådgivning og vejledning. Hermed sikres en langt større tilgængelighed af det udvidede Spit-program, og Spit dækker nu effektivt hele behovet for fastgørelse i beton og stål, uanset hvor i landet man arbejder.
- Spit udgør nu byggeriets enkleste samlede totalløsning inden for fastgørelse i beton og stål, der ud over et bredt sortiment omfatter levering på byggepladser, rådgivning, undervisning og udførlig produktdokumentation. Fremover får man hele fastgørelsespakken til beton og stål via Spit, så man både sparer arbejdstid og mindsker risikoen for, at der opstår fordyrende fejl undervejs i byggeprocessen, forklarer Lars Holbæk og fortsætter:
- Spit bliver fremover det navn, der forbindes med fastgørelse i beton og stål, hvilket også gør det nemmere for håndværkeren at finde det, som han skal bruge, når han står i håndværkerbutikken og trælasten.
Hæver overliggeren
Siden ITW Byg i 2013 lancerede de nyeste Spit Pulsa 800-gasværktøjer til skudmontage som alternativ til både traditionel fastgørelse med forboring og de krudtværktøjer, som ellers var på markedet, er udviklingen inden for løsninger til fastgørelse i beton og stål gået rigtig stærkt. Blandt de nyeste muligheder er f.eks. fastskydning af isolering i beton med Spit Pulsa 800 Insulfast, hvilket hidtil ikke har været muligt med gasværktøjer.
- Introduktionen af gasværktøjerne har sat helt nye standarder for effektivitet ude på byggepladsen. Entreprenørerne sparer masser af tid og får langt større fleksibilitet, fordi gasværktøjerne kan affyre væsentligt flere skud i minuttet og derudover vejer langt mindre og er lettere at håndtere end krudtværktøjerne, forklarer Lars Holbæk til slut.
-los