Danhaus satser på fællesskabet
Interessen for at bo sammen med andre i et moderne bofællesskab stiger, og Danhaus har ambitioner om at blive den største aktør på markedet
Danhaus har siden 2011 bygget bofællesskaber og er bl.a. ved at bygge for Bofællesskabet Mageløse, der er tegnet af Henning Larsen Architects, på grunden, hvor Flyvestation Værløse lå i mange år.
- Det er en fornøjelse at bygge for at skabe et bedre liv for mennesker og gerne på tværs af alle generationer. Tiden og tallene taler for sig selv. Interessen for at bo sammen med andre vil bare fortsætte med at stige, og vi har planer om at sætte os solidt på markedet for bofællesskaber, siger adm. direktør for Danhaus, Johannes Schmith.
Danmarks Statistik har talt sammen til, at der nu findes 37 forskellige familieformer. Eksempelvis lever 1,6 mio. danskere som enlige, hvilket svarer til 37 % af alle voksne. De mange nye familieformer passer langt fra ind i det traditionelle parcelhus.
Det er en af grundene til, at efterspørgslen efter moderne fællesskab/bofællesskab boomer i Danmark. Antallet af voksne, der bor i 'andre husstande bestående af flere familier', er steget med 45 % i løbet af de seneste 10 år. I 2007 gik 451.013 danskere under den betegnelse, mens tallet i 2017 nåede 655.435.
Farvel til individuelt designede enfamiliehuse
Et moderne bofællesskab anno 2018 har ikke meget med 70'ernes kollektiver at gøre. I dag er der krav om moderne, individuelle boliger i høj kvalitet og gerne bundet sammen af et fælleshus, hvor der er plads til spisning, hygge og aktiviteter.
Danhaus' fokus på bofællesskaber betyder også et farvel til de store og individuelt designede enfamiliehuse, som virksomheden årligt har solgt 70-80 af de seneste år.
- Vi bruger for meget tid og energi på at bygge store og håndtegnede huse. Vi vil derfor fokusere på det, vi er allerbedst til: At bygge bofællesskaber, rækkehusbyggerier, som også skaber fællesskaber - og så de huse, vi allerede har i vores katalog. På den måde udnytter vi bedst vores kompetencer og vores produktion, siger Johannes Schmith.
Danhaus har på nuværende tidspunkt har 150-200 huse under opførsel og 700 i ordre, og Johannes Schmith forventer at komme til at bygge endnu flere rækkehuse og bofællesskaber i de næste fem år. Han oplever, at ejendomsinvestorer og ejendomsudviklere har stor interesse i bofællesskaberne.
-kj