Danmark bør satse mere på materialeteknologi
Ny rapport viser, at Danmark er i fare for at komme bagud i forhold til andre landes investeringer i materialeteknologi
Akademiet for de Tekniske Videnskaber (ATV) har netop offentliggjort en ny rapport, ’Materialeforskning som innovations- og vækstmotor’, der blandt andet viser, at Danmark risikerer at komme konkurrencemæssigt bagud målt på investeringer i forskning og teknologiudvikling sammenlignet med andre lande.Udgangspunktet for rapporten er, at forskning i og udvikling af nye materialer er en grundlæggende forudsætning for flere brancher i industrien.
- De seneste år har budt på en række teknologiske gennembrud inden for materialeforskning, og flere kan forventes, fordi der internationalt satses målrettet på dette område. Derfor er det nu, vi i Danmark skal investere for at gøre materialeteknologi til en innovations- og vækstmotor for danske virksomheder, siger Lia Leffland, direktør for ATV, der er en uafhængig, medlemsdrevet tænketank.
- Der bør være et tættere samarbejde mellem industrien, universiteterne, vidensmiljøerne og de offentlige myndigheder, så der kan sættes skub i teknologiudviklingen. Samtidig er mange mindre og mellemstore virksomheder ikke opmærksomme på potentialet inden for materialeteknologien, så her skal der gøres en ekstra indsats, tilføjer hun.
Rapporten er gennemført med støtte fra Styrelsen for Forskning og Innovation. ATV planlægger som opfølgning på rapporten senere på året at gennemføre dialogmøder med danske industrivirksomheder, der enten anvender materialeteknologi eller har potentiale til at gøre det.
-los