Danmark vokser i højdenStrandtårnene og AAB afd. 100 i Ørestaden på Amager er eksempler på boligbyggerier med over syv etager, som har overholdt brandsikringsvejledningen. (Foto. Scantron)

Danmark vokser i højden

De mange høje byggerier kræver nye løsninger, når det gælder brandsikkerhed. En enkel og økonomisk løsning er at anvende dørtelefonen til brandkommunikation

De mange nye højhuse, som i disse år skyder op i og omkring de største danske byer, stiller nye krav til brandsikkerheden.

Muligheder for at alarmere og evakuere skal derfor medtænkes, inden byggeriet påbegyndes, og fordi bygningerne får stadig flere etager, er der behov for nye tiltag.

En enkel og økonomisk løsning er at anvende dørtelefonen til brandkommunikation. Det påpeger Scantron, som gennem mere end 30 år har etableret anlæg for virksomheder, projektudviklere og boligforeninger over hele landet.

Tendensen fortsætter
Det danske landskab præges af flere og flere højhuse. Siden 2011 er antallet af højhusprojekter med mere end syv etager tredoblet, og den tendens ser ud til at fortsætte i de kommende år.

Landets fire største kommuner – København, Århus, Odense og Aalborg – har derfor skævet til udenlandske vejledninger for at hente inspiration til brandsikringen af højhusbyggerierne.

Brandsikkerheden bør nemlig prioriteres på samtlige etager – især når bygningen overstiger 22 meter, hvilket svarer til mere end syv etager.

Det skyldes, at beredskabsbehovet øges, fordi redningsfolkene ikke kan nå alle redningsåbninger via stiger i så høje bygninger. Derfor bør bl.a. varsling, alarmering, brandsikringsanlæg og flugtveje være inkluderet i planlægningen af nybyggeri fra allerførste skitse.

Brandkommunikationen mellem redningsberedskab og beboere skal sikre, at alle personer i bygningen hurtigt bliver alarmeret om, hvordan de skal forholde sig i en given nødsituation. Kun på den måde kan beboerne i de færdige bygninger være trygge i forhold til brand; uanset hvilken etage de bor på.

Muligheder for anskrig
I byggerier hvor beboerne ofte vil opholde sig i gange og kældre eller på fællesarealer, er det særligt vigtigt, at der er taget højde for, at alle kan høre beskederne fra beredskabet i tilfælde af brand.

Det handler om den såkaldte anskrigs-mulighed, som eksempelvis kan sikres via dørtelefon-anlægget.

Det kræver bl.a., at dørtelefonens strømforsyning suppleres med en nødstrømsforsyning, der starter op, hvis den normale strømforsyning ødelægges af en opstået brand, så alarmeringen af beboerne derved er sikret. I kontor-, lager- og industribygninger bør der desuden være mulighed for differentieret talevarsling.

Sikkerhed og økonomi
Systemet skal give beredskabet mulighed for envejskommunikation, så alle dem, der opholder sig på de forskellige etager, bliver varslet og får de vigtige informationer om, hvordan de skal forholde sig i den pågældende situation.

Strandtårnene og AAB afd. 100 i Ørestaden på Amager er eksempler på boligbyggerier med over syv etager, som har overholdt brandsikringsvejledningen og fået installeret et brandkommunikationsanlæg.

Her har bygherrerne levet op til princippet om anskrigsmulighed ved at vælge et komplet anlæg fra Scantron med dørtelefoni og brandkommunikation i én og samme installation. At brandkommunikationen benytter dørtelefonsystemet giver både en høj grad af sikkerhed og holder samtidig udgifterne på et minimum.

-cmn

 

Scantrons brandmandspanel etableret AAB afd. 100, Ørestaden. (Foto. Scantron)

18/5 2015