Dansk Boligbyg rykker til Aalborg
Entreprenørvirksomheden med hovedkontor i Horsens og afdelinger i Hobro, Roskilde og Odense, rykker i juni til nye og større lokaler i Aalborg
Baggrunden for flytningen er dels, at hovedparten af byggeopgaverne ligger i Aalborg-området, men også, at hovedparten af medarbejderne bor i Aalborg-området. Og ikke mindst mangler Dansk Boligbyg plads i Hobro-afdelingen efter flere års konstant vækst og løbende udvidelse af medarbejderstaben.
Aktuelt arbejder Dansk Boligbyg i Aalborg-området med opførelse og renovering af 700 boliger, et butikscenter og et Lidl-supermarked. Blandt de aktuelle projekter er demenslandsby Tornhøjhaven i Aalborg Ø, der afleveres til Aalborg Kommune den 30. juni - næsten samtidig med flytningen af Dansk Boligbyg fra Hobro til Aalborg.
Hertil kommer totalrenovering af det hæderkronede Hotel Kongens Ege i Randers med 50 ejerlejligheder samt hotel med 40 værelser og restaurant.
Dansk Boligbyg fejrede tidligere i år 20 års jubilæum som entreprenørvirksomhed. I 2003 blev afdelingen i Hobro etableret med bygningsingeniør Gert Gregersen som afdelingsleder og i starten i øvrigt som eneste medarbejder på et lejet kontor på 40 m2 på Majsmarken 1 i Hobro. Syv år senere flyttede afdelingen til Sdr. Kajgade 16 i Hobro, som altså nu afløses af nyt og større domicil på Karlskogavej 10, 9200 Aalborg SV.
I løbet af de 15 år med konstant vækst i Hobro-afdelingen er kontoret vokset til i dag at have 15 medarbejdere.
-kj