Dansk Byggeri: Nu SKAL tyverier fra byggepladser og varebiler stoppes
Den store byggeorganisation har indgået samarbejde med forsikringspartner om en Sikringspakke med GPS og DNA udstyr. Til gengæld spares selvrisikoen
Af Dan Bjerring
Det er næsten lige så sikkert som Amen i kirken, at der år efter år dukker historier op om tyverier fra byggepladser og varebiler og byggepladser.
Og lige så sikkert og tilbagevendende er meldinger fra byggeriets organisationer om, at nu skal tyverierne stoppes. Lige så sikkert er det også, at antallet af tyverier stiger år efter år.
Direktør Michael H. Nielsen fra Dansk Byggeri erkender over for BygTek, at det indtil nu har været småt med direkte initiativer til at standse tyverierne, men med hans mange år i byggebranchen har han sammne med nogle partnere fået en idé, der nu for alvor kan skabe en vending i antallet af tyverier.
Næsten en fordobling på ét år
En opgørelse fra Byggeriets Forsikringsservice viser eksempelvis, at der er sket en stigning i antallet af tyverier fra varebiler fra 2016 til 2017 på ikke mindre end 81 procent.
Sammenlagt betyder tyverier fra byggepladser og varebiler et årligt tab i størrelsesordenen ½ milliard kroner for byggeriets virksomheder.
Derfor har Dansk Byggeri allieret sig med sikkerhedsrådgivningsfirmaet ’yourCompany’ og Byggeriets Forsikringsservice om et initiativ, der dels kræver en investering fra byggevirksomhedernes side og dels giver dem et stort incitament til ikke bare at lade stå til.
GPS og DNA
Det foregår via en Sikringspakke, som indeholder installation af GPS-udstyr og DNA-mærkning af værktøj i bilen.
Samtidig bliver bilen tydeligt mærket, og hele sikringspakken installeres i løbet af kun en enkelt time ude i virksomhederne.
Sker der alligevel et tyveri, rykker yourCompany straks ud og lokaliserer de stjålne genstande via GPS-søgningen.
Virksomhederne kan til gengæld mærke på deres forsikring, at de har installeret Sikringspakken, idet de slipper for 5.000-10.000 kroner i selvrisiko i tilfælde af indbrud og tyverier:
Offer for egne fordomme
BygTek spørger Michael H. Nielsen om ikke det ville være mindst lige så effektivt at kontrollere alle østeuropæiske varebiler, når de kører ud af Danmark, men det afviser han meget klart:
- Du gør dig skyld i en antagelse, der ikke nødvendigvis er hold i. Nogle af tyvekosterne fra varebiler og byggepladser finder vej ud af Danmark, men der er desværre synlige beviser for, at tyvekoster skifter ejermand inden for Danmarks grænser, fortæller Michael H. Nielsen.
Han giver som eksempel en byggevirksomhed i hovedstadsområdet, der fik stjålet industristøvsugere tre gange.
Men tredje gang var ikke ligefrem lykkens gang for tyven eller hæleren, for da var der monte-ret GPS’er i støvsugeren, og man fandt alle tre hos en virksomhed i Nordsjælland.
Store produktionstab
For de ramte virksomheder betyder tyverier ofte store tab. Dels til selvrisiko, men ikke mindst den produktionstid, der går til at gøre skaden op, skaffe nyt værktøj og maskiner eller måske endda reparere varebilen.
Han vil dog ikke love, at Dansk Byggeri i tilfælde af, at medlemmer bliver taget i tyveri af andre virksomheders maskiner eller værktøj, bliver smidt ud af Dansk Byggeri:
- Dansk Byggeri har nogle etiske regler, og konstaterer vi, at der er virksomheder, som har svært ved at kende forskel på ’dit og mit’, må vi forholde os til det. Vi må læne os op af det danske retssystem. Vi kan med Sikringspakken finde ud af, hvor tingene havner, og så overlader vi det til politiet at finde ud af, hvad det skal have af konsekvenser, siger Michael H. Nielsen.
STOP TYVEN!
Han fortæller i øvrigt, at det i dag er en udbredt praksis blandt tyve fra byggepladserne, at de stiller de stjålne genstande til ’afkøling’ i en skov.
Det betyder, at de gemmer tyvekosterne i form af maskiner eller dyrt værktøj et sted i en skov i en periode på måske én eller to uger.
Så kan de se, om der er monteret GPS i genstandene, der da vil blive fundet og afhentet. Er de der stadig efter et par uger, kan tyvene hente genstandene og enten sælge dem i Danmark eller bringe dem til udlandet:
- Nu er vi i Dansk Byggeri blevet trætte af at sidde passivt, gøre skaderne op og lytte til den irritation, der er i medlemskredsen. Nu skal vi STOPPE TYVEN, som vores kampagne hedder, slutter Dansk Byggeris direktør.