Dansk ingeniørvirksomhed vil erobre BeneluxAdministrerende direktør for CN3 Group Rolf Carlsen (tv.), og Paul Bos, grundlægger af Root.

Dansk ingeniørvirksomhed vil erobre Benelux

Hollandske Root bliver en del af CN3 og samtidig styrkes den eksisterende hollandske division af CN3. Dermed satser den danske teknologi- og rådgivervirksomhed nu massivt på Benelux via det hollandske marked

Den danske teknologi- og rådgivervirksomhed CN3 udvider nu sine internationale aktiviteter markant med indtræden på det hollandske marked.

Med opkøbet af den hollandske virksomhed Root og styrkelsen af datterselskabet CN3 B.V. tager virksomheden et væsentligt skridt i retning af at styrke digitaliseringen i bygge- og anlægssektoren i Nordeuropa.

Root fortsætter sit fokus på byggeriet, mens CN3 B.V. vil fokusere på infrastrukturprojekter.

CN3 er specialiseret i Virtual Design & Construction (VDC) og digitalisering i bygge- og anlægsprojekter. Med fusionen får virksomheden nu adgang til et af Europas mest innovative markeder, Holland, hvor der er stor efterspørgsel på digitale løsninger, der kan effektivisere og styrke sektoren.

- Det hollandske marked er innovativt og har et stort fokus på digitalisering, ligesom det danske. Det passer godt til CN3s kernekompetencer. At Root er kommet ombord åbner for nye muligheder og samarbejder på tværs i gruppen, siger Rolf Carlsen, administrerende direktør for CN3 Group.

Root har base i Amersfoort nær Utrecht er en ingeniør- og konsulentvirksomhed med speciale i data-drevet projektering, Lean-gennemførelse og Systems Engineering.

Sammen med CN3 kan de to virksomheder nu påtage sig større og mere komplekse projekter inden for byggeriet og accelerere igangværende udvikling af egne AI-løsninger indenfor VDC.

For kunderne i Holland betyder samarbejdet større kapacitet, hurtigere udvikling og en bredere løsningspalette baseret på den digitale værktøjskasse. Samtidig fortsætter Root med samme ledelse, medarbejdere og værdier som hidtil.

Sideløbende med fusionen har CN3 styrket det hollandske datterselskab CN3 B.V., der har fokus på større infrastrukturprojekter i Benelux.

Direktør bliver ingeniør Jothijs van Gaalen, der har mangeårig erfaring fra store internationale infrastrukturprojekter, blandt andet Femern Bælt-forbindelsen.

- Vi ønsker at bringe danske digitaliseringskompetencer længere ud, efter at vi de seneste år har arbejdet på mange komplekse infrastrukturprojekter som Femern Bælt, Västlänken og København Syd Station.

- Med Jothijs i spidsen for vores kontor i Holland får vi en stærk profil, der kan bygge bro mellem dansk innovation og hollandske infrastrukturprojekter, siger Rolf Carlsen.

Han tilføjer, at CN3 B.V. primært skal løfte infrastrukturprojekter i Benelux, mens Root skal fortsætte sit fokus på bygninger.

CN3 ser en stor mulighed i Europa for at udnytte data og digitale processer til at bygge mere effektivt og bæredygtigt – et område, hvor dansk know-how kan gøre en forskel.

- For os handler det ikke kun om vækst. Det handler også om at samle danske og udenlandske kompetencer til et stærkt hold, der kan gøre en forskel inden for data-drevet projektering og udførelse af store komplekse bygge- og anlægsprojekter, og her er Holland et ideelt sted at bygge op, siger Rolf Carlsen.

-dc

23/9 2025