Dansk rottesikring til Expo i Milano
EXPO verdensudstillingen i Milano sikret med ny dansk skadedyrsteknologi, der kortlægger rotters færden og overvåger dyrenes aktivitet i døgndrift
Med fokus på ressourceeffektiv fødevareproduktion, fødevaresikkerhed samt gastronomi, koger EXPO verdensudstillingen i øjeblikket i Milano.
For at undgå at rotter og mus deltager i festlighederne, har den danske virksomhed WiseCon A/S i Helsinge installeret det sidste nye inden for højteknologiske sikringsløsninger, der 24/7 overvåger området og giver besked om skadedyrsaktivitet.
Markedschef Per Sørensen hos WiseCon ser EXPO som et stort internationalt udstillingsvindue for den patenterede teknologi:
- Wise-I er installeret i og ved en række af bygningerne på EXPO. Det er en sikringsløsning med konstant overvågning og bekæmpelse, hvilket betyder, at udstillerne konstant kan følge, overvåge og optimere indsatsen ud fra meldinger, der opdateres 24/7, forklarer Per Sørensen.
Wise-I er en intelligent fælde integreret med sensorer som både afliver skadedyrene og overvåger deres færden 24/7. Det betyder, at der nu er åbnet op for helt nye og banebrydende sikringsløsninger både udenfor og inde i bygninger hos fødevarevirksomheder, supermarkeder, fødevarelagre, landmænd m.fl.
Wise-I konceptet består af fælder med sensorer, der placeres med udgangspunkt i skadedyrenes naturlige færden - typisk langs vægge og mure - og hvor der eksempelvis er madvarer.
Selve fælden lokker rotterne/musene til ud fra deres naturlige trang til at gemme sig. To sensorer registrerer skadedyret, en slagarm udløses og brækker nakken på dyret. Går skadedyret uden om fælden, registreres det alligevel via sensorer og informationen leveres omgående til brugerne på deres mobil/tablet/pc.
WiseCon A/S har hovedkontor i Helsinge i Nordsjælland og beskæftiger ca. 50 medarbejdere.
-cmn

Danske WiseCon i Helsinge har specialiseret sig i giftfrie, bæredygtige og langsigtede teknologiske løsninger til bekæmpelse af rotter og mus.