Danske virksomheder står stærkt i klimakampen- Danmark har i årevis haft nogle af de skrappeste byggekrav i verden, hvilket gør os stærke på energieffektive løsninger, lyder det fra Pro Tec Vinduer

Danske virksomheder står stærkt i klimakampen

FN’s nye klimarapport der offentliggøres i eftermiddag, peger på, at energieffektivt byggeri har en vigtig rolle i kampen mod den globale opvarmning - og her står Danmark stærkt

FN’s miljøprogram (UNEP) offentliggør i eftermiddag sin nye klimarapport i FN Byen.

Rapporten peger på forskellige løsninger og har i år særligt fokus på energieffektivitet, bl.a. i byggesektoren. Drift og benyttelse af bygninger er en enorm energisluger – alene forsyning af opvarmning, nedkøling og varmt vand vurderes af FN til at stå for omkring halvdelen af energiforbruget i bygninger på verdensplan.

Byggebranchen har således en vigtig rolle i nedbringelse af CO2-udledning verden over.

Danske materialer står stærkt
Danske byggematerialeproducenter er godt med i udviklingen af energieffektive byggematerialer. Ifølge Dansk Byggeri producerer over halvdelen af byggevirksomhederne produkter, der hjælper med at optimere energiforbruget i bygninger.

I forbindelse med den danske præsentation af rapporten er Dansk Byggeri også til stede og vil bl.a. give eksempler på danske virksomheder, der har formået at udvikle byggematerialer, som har en høj grad af know-how i kombination med dansk designtradition: Altiflex (interimsaflukningssystemer), Centrum Pæle (piloteringspæle), Komproment (integrerede solcellepaneler), Pro Tec Vinduer (energivinduer) og Scandi Byg (energieffektivt modulbyggeri).

Skrappe krav har bragt os foran
Ifølge Søren Hansen, direktør i Pro Tec Vinduer, ligger ikke blot disse fem men en stor del af de danske byggevirksomheder forrest i feltet, hvad angår energieffektive byggematerialer:

- Danmark har i årevis haft nogle af de skrappeste byggekrav i verden, hvilket har drevet et energimæssigt konkurrenceparameter frem i branchen. Det betyder, at vi i dag har nogle af verdens allerbedste energiløsninger. Prikken over i’et i forhold til udenlandske producenter er, at vi i udviklingsprocessen samtidig har formået at kombinere populært, dansk design med den teknologiske innovation af byggematerialer. ’Made in Denmark’ rimer verden over på kvalitet, høj performance og æstetik.

-jhn


Fakta:
Rapporten offentliggøres i Danmark torsdag d. 20. november kl. 15-15.45 på et pressemøde i FN Byen i København. Klima-, energi- og bygningsminister, Rasmus Helveg Petersen, og lederen af UNEP DTU Partnership, John M. Christensen vil præsentere rapporten, og efterfølgende vil ministeren og John Christensen sammen med direktør for Dansk Byggeri, Michael H. Nielsen, diskutere dele af rapporten med fokus på energieffektivisering.

Læs et resume af rapporten her(Engelsk): http://www.unep.org/publications/ebooks/emissionsgapreport2014/portals/50268/pdf/EGR2014_EXECUTIVE_SUMMARY.pdf

20/11 2014