Danskere bag bibliotek i New ZealandFoto: Adam Mørk.

Danskere bag bibliotek i New Zealand

I samarbejde med et lokalt arkitektfirma skaber Schmidt Hammer Lassens design en elegant sammenhæng mellem resiliens, funktionalitet og kulturel bevidsthed

I løbet af 15 måneder i 2010 og 2011 blev Christchurch, som er den største by på Sydøen i New Zealand, ødelagt af fire store jordskælv, der ramte byen, som er kendt for sin kunst, kultur og omgivende smukke natur. Schmidt Hammer Lassen Architects har sammen med Architectus designet Turanga - et nyt hovedbibliotek, som er et af ni ankerprojekter, der er udpeget som centrale for genopbygningen af byens centrum.

Det nye hovedbibliotek er et visuelt betagende symbol på håb, sammenhold og genfødsel, der vil forandre indbyggere og besøgendes oplevelse af Christchurch centrum:

- Turanga er et multifacetteret projekt, hvor arkitektur og kulturel betydning spiller sammen, fortæller Morten Schmidt, der er stiftende partner hos Schmidt Hammer Lassen, og fortsætter:

- Det har været et privilegium at designe en bygning, der ikke alene opfylder behovet for et nyt hovedbibliotek, men hvis mission om at genoprette byens sjæl også omfatter den betydningsfulde kulturarv fra Ngai Tuahuriri, den lokale Maori befolkning.

Et lysende vartegn for fornyelse
Udformningen af det 9500 m2 store bibliotek på fem-etager beliggende ved Christchurchs historiske Cathedral Square understøtter byens ønske om et offentligt rum, der styrker fællesskabet, fremmer læsefærdigheder og livslang læring, hylder kulturel mangfoldighed og kulturarv og trækker folk mod centrum og skaber udvikling.

Den kulturelle reference viser sig tydeligt i det gyldne slør, der præger bygningens markante, grafiske facade. Den visuelle karakter intensiveres ved solnedgang, når dagens sidste stråler får bygningen til at stråle. Slørets svungne form er inspireret af de omgivende bjerge, der kan ses fra bibliotekets øverste etager og de lange, tykke blade fra den lokale harakeke hørplante, der er en vigtig naturressource i de oprindelige skikke og traditioner.

Når biblioteksbesøgende ankommer til bygningen, inviteres de indenfor via den uformelle og åbne indgang, der forbinder biblioteket med Cathedral Square og de omkringliggende bygninger. Stueetagen er en fortsættelse af pladsen, der er et af Christchurchs vigtigste byrum for offentlige sammenkomster, arrangementer, markeder og forestillinger. Det åbne og indbydende indgangsparti understreger det vigtige kulturelle begreb whakamanuhiri - altså den varme og imødekommende velkomst til besøgende.

Indgangsområdet rummer både cafe og et teknologi- og innovationsområde med en avanceret syv meter lang touch-screen væg. Receptionsområdets væg er udsmykket med grafik, der viser lokale fuglearter på opdagelsesrejse og deres søgen i det ukendte. Overfor reception ved den centrale elevatorkerne strækker samme design sig vertikalt opad gennem alle niveauer med farverige overgange af flora og fauna, der er vigtig for Ngai Tahu, den lokale Maori-stamme.

Med ønsket om at styrke borger aktiviteter ved Cathedral Square huser andet niveau en såkaldt Community Arena - et samlingssted til folk i Christchurch, hvor man kan diskutere, debattere, dele og fejre. Community Arena er et afgrænset område inden for bibliotekets form og er placeret med optimal visuel forbindelse til pladsen udenfor. Bibliotekets andet niveau huser også Nga Purapura, et børneområde, der er opkaldt efter oprindelige Ngai Tahu traditioner. Nga Purapura indeholder en læsehule for børn og et aktivitetsrum.

Bygningens fem niveauer forbindes af et stort, forskudt atrium med en stor trappe til sociale formål; forsamling, læsning og afslapning. Aatriets design henviser til Tawhaki, et overmenneskeligt væsen fra de oprindelige fortællinger, der skildrer hans bevidste søgen efter viden i sin opstigning gennem himlene. Puaka, en vigtig stjerne for den lokale Ngai Tahu stamme, ses afspejlet i atriets mønstrede ovenlys.

-kj

17/10 2018