Danskere bag nyt museum i Berlin
Adept har vundet konkurrencen om at få det fredede Marinehaus i berlinerkvarteret Mitte til at genopstå som helt ny museumstype
Transformationen af den 7800 m2 store fredede bygning er del af fremtidsstrategien for Stadtmuseum Berlin, som bl.a. omfatter visionen om en ny type museum - et kreativt og kulturelt omdrejningspunkt, der forankrer museets tilstedeværelse i bydelen gennem udstilling, arbejdende værksteder og som kvarterhus for de lokale.
Adepts vindende forslag er et stærkt bud på, hvordan et enkelt 'hus-i-huset'-koncept kan skabe synergi mellem nye fleksible funktioner og den historiske ramme, som allerede er integreret i bybilledet. De eksisterende etagedæk fjernes og erstattes af en ny indvendig struktur, der giver synlighed mellem etagerne og en varm inkluderende identitet til bygningen.
Direktøren for Stadtmuseum Berlin, Paul Spies, fremhæver vinderforslaget for at skabe et åbent og levende bidrag til bylivet, som rammen om både hverdagsliv og kulturelle fællesskaber. Samtidig understreger forslaget visionen om projektet, som et bylaboratorium, der er med til at give Stadsmuseum Berlin en vigtig rolle i forståelsen af byen Berlin.
- Vi er utroligt stolte af at have vundet konkurrencen om dette fantastiske urbane initiativ. Vores forslag favner både bygningen og de bymæssige visioner: En ny fleksibel struktur i bygningen, som skaber rum til en række forskellige kulturelle aktiviteter, og samtidig en nuanceret transformation af en fredet bygning, siger Martin Krogh, der er partner i Adept.
Byggearbejdet går i gang i løbet af 2022 og har et budget på 17,6 mio. euro.
-kj