De bedste fisk på krogenEt af målene med Alectias praktikprogram er at fange studerende, der passer godt ind i virksomheden i løbet af praktikperioden, så virksomheden i fremtiden får tilført den nødvendige talentmasse.

De bedste fisk på krogen

Dansk rådgivervirksomhed skaber solidt springbræt for ingeniørstuderende, det er et spørgsmål om samfundsansvar, mener man hos Alectia

Den ene ansøgning efter den anden tikkede ind, da rådgivervirksomheden Alectia i foråret åbnede op for et nyt praktikprogram, som virksomheden i al beskedenhed kalder for ”Danmarks mest ambitiøse praktikprogram”.

Den 1. september starter de 13 udvalgte diplomingeniørstuderende på det 20 uger lange forløb, der skal give dem et ærligt og værdifuldt indblik i de rådgivende ingeniørers forunderlige verden.

Det er ikke til at komme uden om: En af fremtidens megatrends i ingeniørbranchen er en stigende mangel på ingeniører. Den seneste prognose fra Engineer the future, som er en alliance mellem 44 partnere, herunder Dansk Industri (DI) og Ingeniørforeningen i Danmark (IDA), viser, at der i 2025 vil mangle 13.500 ingeniører. Det kommer ikke kun til at have betydning for den enkelte virksomhed; det kommer også til at have konsekvenser for væksten i al almindelighed.

Billede af en arbejdsdag
De mere end 100 kvalificerede ansøgninger vidner om, at Alectia har ramt plet med det ambitiøse praktikprogram, der bl.a. byder på deltagelse i flere forskellige tværfaglige projekter, ekskursioner til igangværende projekter rundt omkring i Danmark, et besøg på Alectia s kontor i England, deltagelse på fagmesser i udlandet samt diverse sociale aktiviteter

- Alectia er en ambitiøs virksomhed. Derfor er det naturligt for os at oprette et gennemarbejdet og ambitiøst program for vores praktikanter, der giver dem størst muligt udbytte af deres praktikforløb hos os.

- Praktikanterne vil komme helt tæt på konkrete projekter og bidrage til rådgivningen af vores kunder med deres idéer og arbejdsopgaver. På den måde får de studerende et virkelighedsnært billede af dagligdagen som rådgivende ingeniør og de projekter, vi arbejder på, fortæller Carsten Vejre, der er HR- og kommunikationsdirektør i Alectia.

Det perfekte match
Mulighederne for fremtidens ingeniører er tæt på uendelige, når de står med eksamensbeviset i hånden, og derfor starter kampen om talenterne, længe inden de studerende har færdiggjort deres uddannelse.

Et af målene med Alectia s nye praktikprogram er derfor også at fange de studerende, der passer godt ind i virksomheden, i løbet af praktikperioden, så virksomheden også i fremtiden får tilført den nødvendige talentmasse.

-Vi har en årelang tradition for at knytte praktikanter til afdelinger, der har relevans for deres uddannelsesforløb. Når vi fremadrettet organiserer praktikanterne i et samlet forløb, får de bedre mulighed for også at sparre med hinanden på tværs, og samtidig klæder vi de studerende på til at indgå i det tværfaglige samarbejde mellem vores afdelinger og divisioner. Vi har haft stor succes med at organisere vores ph.d.er på denne måde, og det vil vi gerne overføre til vores praktikanter. Det er jo bl.a. dem, der skal føre Alectia videre i fremtiden, siger Carsten Vejre.

Ikke bare en døgnflue
Alectia s praktikprogram startede op som et pilotprojekt i samarbejde med DTU, men den umiddelbare succes har gjort, at virksomheden har påbegyndt et lignende samarbejde med Syddansk Universitet og Aarhus Universitet.

Fra 1. februar får ingeniørstuderende vest for Storebælt derfor også mulighed for at deltage i ’Danmarks mest ambitiøse praktikprogram’.

Som led i Alectia s rekrutteringsstrategi er det på årsbasis tanken at ansætte 20 diplomingeniørstuderende i praktik, der kan være med til at videreudvikle og videreføre branchen i fremtiden, og som dermed også potentielt kan understøtte et naturligt generationsskifte i virksomheden.

-cmn

1/9 2015