Deleøkonomi går verden rundtPå en kommunal græsmark i Hvalsø i Lejre Kommune er der i dag jordbær, salvie, borde og bænke i stedet for græs. (Foto: Lejre Kommune)

Deleøkonomi går verden rundt

Byer som New York, Amsterdam og Seoul har kastet sig ud i ambitiøse deleøkonomiske strategier og projekter, og nu inviteres de danske kommuner også med ind i den deleøkonomiske fremtid

Lejre, Slagelse, Næstved, Middelfart og Nyborg er som de første kommuner gået med i et ambitiøst partnerskab, der skal udforske, hvordan danske byer kan komme til at fungere endnu bedre, ved at borgerne, virksomhederne og det offentlige finder nye måder at dele og bruge hinandens ressourcer på.

Partnerskabet med titlen ’Deleby’ er iværksat af Dansk Arkitektur Center i samarbejde med Realdania og Erhvervsstyrelsens Grøn Omstillingsfond.

- I Lejre Kommune har vi sat os for at udforske deleøkonomiens muligheder. F.eks. - hvordan kan de kommunale bygninger og grønne arealer skabe endnu mere liv i kommunens 49 landsbyer. Vi har allerede gode erfaringer med de første projekter. F.eks. har vi i dag frugtlunde og nyttehaver i stedet for kommunale græsplæner. Vi finder løsningerne sammen med, dem der vil, og vi vil gerne gå nye veje og se de muligheder, der ligger lige for, siger borgmester Mette Touborg (F) fra Lejre Kommune.

Flere partnere og kommuner søges
Lige nu er Dansk Arkitektur Center i gang med at udvide kredsen af samarbejdspartnere i projektet. Især er der bud efter flere danske kommuner, private virksomheder med deleøkonomiske ambitioner og foreningslivet.

Deleby vil få tilknyttet mediepartnere, der kan bidrage til at engagere danskerne bredt i udforskningen af deleøkonomiens potentialer. Eksempelvis vil der blive iværksat en landsdækkende konkurrence om de bedste deleøkonomiske ideer.

- Deleøkonomien rummer kæmpe potentialer for de danske byer, og svaret på, hvilke løsninger der bør udvikles, skal findes i fællesskab af de lokale ildsjæle, kommunen, virksomheder, forskere og andre som har beskæftiget sig indgående med deleøkonomi. Ambitionen med Deleby er at skabe en unik mulighed, for at netop disse parter kan mødes og udvikle nye koncepter og forretningsmodeller til gavn for byerne og samfundet som sådan. Der er stadig plads til flere byer i projektet – især vil vi gerne have nogle jyske kommuner med også, siger Ricky Raaholt, produktionsdirektør i Dansk Arkitektur Center.

Et landsdækkende projekt
Deleby vil udfolde sig med en række aktiviteter i de deltagende kommuner, mens ildsjæle, virksomheder og videnpersoner fra hele landet vil blive inddraget i udviklingen af eksempelprojekter og nye forretningsmodeller, som kan anvendes ikke kun i de enkelte byer, men på landsplan og eventuelt internationalt.

Eksempelprojekterne kan eksempelvis handle om virksomheder inden for affaldshåndtering, der sammen med byerne udvikler nye metoder til at dele og genanvende affald som ressourcer, eller transportvirksomheder, der inddrager private køretøjer i den offentlige sektor.

- Jeg er ikke i tvivl om, at deleøkonomi bliver en vigtig del af samfundsøkonomien i de kommende år. Den rummer en række digitale forretningsmodeller, som forbrugere, erhvervsliv og det offentlige kan få stor glæde af. Partnerskabet Deleby er et godt og ambitiøst eksempel på, at offentlige og private virksomheder går sammen om at bruge deleøkonomien til at udvikle nye innovative løsninger, f.eks. om hvordan vi udnytter offentlige bygninger bedre, siger vicedirektør Anders Hoffmann fra Erhvervsstyrelsen.

-cmn

11/11 2015