Den store armlægning om ejerlejlighederne er begyndtStigende udbud på markedet for ejerlejligheder er ved at dreje balancen til købers fordel, lyder det fra EDC’s kommunikationschef Jan Nordmann. Arkivfoto

Den store armlægning om ejerlejlighederne er begyndt

Boligmarkedet er generelt ved at nå toppen i denne omgang, priserne kommer under pres i 2019, og salgstiderne på ejerlejligheder bliver længere, vurderer man hos EDC

Lige nu stritter udviklingen for salget af ejerlejligheder i alle retninger. Salget falder og udbuddet stiger. Så skulle man jo tro, at priserne også faldt, men det gør de altså bare ikke. I hvert fald ikke på de største ejerlejlighedsmarkeder, nemlig København, Frederiksberg og Århus.

Tværtimod stiger priserne fortsat, mens der bliver kortere mellem Til salg-skiltene og længere mellem købsaftalerne. Det er en paradoksal udvikling, som er udtryk for et marked midt i en brydningstid.

I hovedstaden er der i år solgt 14 % færre ejerlejligheder i perioden indtil 1. oktober, sammenlignet med samme periode sidste år. Der er samtidig kommet ikke færre end 45 % flere ejerlejligheder til salg i København og Frederiksberg Kommuner. På trods af dette er udbudspriserne i gennemsnit steget med 6 %. Og blandt de lejligheder som bliver solgt, er priserne på et år steget 5 %.

Billedet i Århus er nogenlunde ligesådan, dog noget mere afdæmpet men stadig paradoksalt i forhold til det forventelige.

- Lige nu lægges der arm mellem købere og sælgere på ejerlejlighedsmarkedet, siger EDC’s kommunikationschef Jan Nordmann.

- Vi har nogle år haft et udpræget sælgers marked, men faldende salg og stigende udbud drejer balancen til købers fordel. Imidlertid holder sælgerne fast i de høje priser, og indtil videre med en vis succes. Markedet er jo ikke gået i stå, og der bliver handlet til stadig højere priser, siger han.

Stadig sælgers marked men...
Hvis man ser på forholdet mellem udbuddet og antal gennemførte handler, viser det sig også, at ejerlejlighedsmarkedet stadig kan betegnes som ’sælgers marked’.

- Over hele landet er det fortsat sælgerne, der står stærkest, men køberne har fået mere at vælge imellem og dermed en styrket position i forhandlingen med sælger, siger Jan Nordmann, der ikke forventer, at markedet tipper til købers side foreløbig.

- Mange andre forhold spiller ind. Der bygges fortsat mange ejerlejligheder i de store byer, der er fortsat en nettotilstrømning til byerne, og der skabes fortsat mange arbejdspladser i det private i de store byområder. Så jeg tror ikke på, at markedet kommer til at tippe helt rundt, men det ser dog ud til, at priserne kommer under pres i 2019, og sælgerne kommer måske også til at indstille sig på lidt længere salgstider, siger han.

Boligmarkedet er ved at nå toppen
Det københavnske ejerlejlighedsmarked er særligt interessant, fordi det historisk har været en rettesnor for, hvordan boligmarkedet kommer til at opføre sig i fremtiden i resten af landet. Udsvingene kommer altid først og kraftigst her, og resten af landet følger så efter med nogle års forsinkelse og i øvrigt mindre markant.

Når vi netop nu ser, hvad der kunne være begyndelsen til et marked, der i højere grad er i købers favør, er det et varsel om, at boligmarkedet generelt er ved at nå toppen i denne omgang.

- Der kan sagtens være nogle gode år foran os endnu, men vi kommer næppe til at se yderligere stigninger i salg eller priser over en bred kam. Så længe renten holder sig i ro og ledigheden er lav, er der til gengæld heller ingen tegn på, at det pludselig kommer til at gå ned ad bakke igen, siger Jan Nordmann.

-los

17/10 2018