- Det ligger dybt i den syriske kultur, at man skal kunne klare sig selv, så kan man ikke få et arbejde, så finder man på at starte et eller andet selv. Sådan har jeg det stadig, fortæller Mohamadali

Den syriske tømrer

- Det er som et mareridt, man ikke kan vågne fra, fortæller den 52-årige syriske tømrer Mohamadali, der har mistet alt. Undtagen håbet om at blive genforenet med sin syge kone og få et arbejde, så han kan klare sig selv

Han kom til Danmark sidste år og sidder nu i en pavillon lidt nord for København i den lille by Lynge, der er mest kendt for sine grusgrave. Her har han et rum på ti m2 til 2.200 kroner om måneden med sandfarvede vægge, og et gråt linoleumsgulv, der er oplyst af et lysstofrør armatur i loftet med adgang til fælles bad og køkken. Hans eneste ejendele er en sovesofa fra Ikea, et lille hvidt bord, to stole, en elkedel, et lille køleskab, et smalt skab og en reol med lidt gryder og tallerkener.

Selv om det ikke er meget, er han mest af alt bare taknemmelig for, at han ikke længere behøver frygte for sit liv, hver gang han går uden for en dør. Hvis bare han så også kunne blive genforenet med sin syge hustru, der holder sig gemt i Algeriet og få et arbejde, så han igen kan få lov til at bruge sine hænder.

- Det ligger dybt i den syriske kultur, at man skal kunne klare sig selv, så kan man ikke få et arbejde, så finder man på at starte et eller andet selv. Sådan har jeg og andre det stadig. Uanset om vi bor i Danmark, Sverige eller andre steder, så vil vi arbejde og give noget tilbage til det land, der har givet noget til os. Men hvad kan man gøre?, spørger Mohamadali.

(Facebookfoto fra Mohamadalis hjemby Daraya)

Havde masser af arbejde
Mohamadali savner sit håndværk og duften af træ i hans tømrer- og snedkerværksted i forstaden Daraya otte kilometer fra centrum i Damaskus. Her havde han tre ansatte og de lavede alt fra senge, garderobeskabe, køkkener til døre og vinduer i både fyrretræ, eg og mahogni. Han var 13 år, da han i sin tid valgte at blive tømrer, for det var der gode penge i, havde hans far fortalt. Og det kom til at passe, for han var god til sit håndværk og efterspurgt, så han havde ingen problemer med at forsørge sine fire drenge og fire piger, der i dag er mellem 18-30 år.

- Vi havde det godt. Jeg havde masser af arbejde, og vi kunne gå ud og spise og drikke, når vi havde lyst. Vi manglede ikke noget, og da krigen afbrød min datters uddannelse var der også penge til at jeg kunne åbne en frisørsalon til hende, fortæller han og viser billeder fra sin mobiltelefon. Det to etagers hus på næsten 500 m2, hvor alle i familien boede inklusiv svigerbørn og børnebørn. Den store frodige have med frugttræer, egen sø og en legeplads, han havde lavet til børnebørnene. Den store Mazda 929 og hans arbejdspickup.
Ligesom ¾ dele af Syriens befolkning er familien Sunni-muslimer, men det var ikke noget problem.

- Før krigen gik vi aldrig op i, hvem der var hvad. Vi boede ved siden af nogle der var kristne og andre der var palæstinensere, men det gjorde ingen forskel. Vi var naboer og vi hyggede. Men selvfølgelig turde vi ikke snakke politik offentligt, for hvis nogen sladrede, så kunne man pludselig blive hentet.

- Før krigen gik vi aldrig op i, hvem der var hvad. Vi boede ved siden af nogle der var kristne og andre der var palæstinensere, men det gjorde ingen forskel. Vi var naboer og vi hyggede. (Facebookfoto fra Mohamadalis hjemby Daraya)

Krig, kaos og død
Hverdagene med de store familiemiddage og travlheden i værkstedet ændrede sig dog brat, da det Arabiske forår i marts 2011 spredte sig til Syrien, hvor styret slog hårdt ned mod demonstrationer og protester. Først troede Mohamadali, at det hele ville være hurtigt overstået, men urolighederne tog til og pludselig stod oprørsstyrkerne med deres skarpskytter helt tæt på dem inde i Daraya. Regeringsstyrkerne svarede igen med artilleriangreb, raketter og tøndebomber smidt ud fra helikoptere og militære kontrolposter på vejene. Heldigvis nåede Mohamadali, at samle familien og flygte til byen Quatana tæt på bjergene, inden der blev lukket helt af.
(Facebookfoto fra Mohamadalis hjemby Daraya)

- Jeg kan stadig ikke fatte alt det, der er sket. Det er ligesom et mareridt, man ikke kan vågne fra. Pludselig var alt godt væk. Der var død, krig og kaos overalt. Jeg har set en kvinde, der lå på jorden og rystede over det hele, fordi hun var ved at dø og set en gå imod mig, der pludselig faldt om, fordi han blev skudt. Samt en kvinde med to små døde børn i sine arme, fordi hun ikke kunne komme til lægen.

Var du bange?

- Ja. Forstil dig det liv, vi havde. Når du gik ud af døren, vidste du ikke om du kom tilbage igen. Ude på gaden skulle man hele tiden holde øje og gemme sig, og når du hele tiden hører om familiemedlemmer og bekendte, der dør eller forsvinder og børn, som bliver væk, så er du hele tiden bange for, hvad der kan ske din familie.
Trods flugten til en ny syrisk by gik det alligevel galt. Hans ene søn arbejdede på et hospital, der behandlede alle sårede uanset tilhørsforhold, og det brød regeringen sig ikke om. Alle de ansatte blev taget til fange, og sønnen blev igennem længere tid slået og tortureret.(Facebookfoto fra Mohamadalis hjemby Daraya)

Syg og bange kone
Trods flugten til en ny syrisk by gik det alligevel galt. Hans ene søn arbejdede på et hospital, der behandlede alle sårede uanset tilhørsforhold, og det brød regeringen sig ikke om. Alle de ansatte blev taget til fange, og sønnen blev igennem længere tid slået og tortureret. Da havde Mohamadali fået nok. Tre af børnene var allerede flygtet ud af landet, nu skulle resten i sikkerhed. De kom til Algeriet. Det er to og et halvt år siden. Men der kunne de kun få lov til at opholde sig lovligt et halvt år.

- Nogle bekendte hjalp os med at få en lejlighed i Algeriet og vi fik lidt arbejde i en telebutik og med at sælge grøntsager, men vi måtte kun være der et halvt år lovligt, og hvis vi blev opdaget risikerede vi at blive sendt tilbage til fængsel i Syrien. Jeg var der lidt over et år, men det var for farligt, så jeg måtte rejse videre.

Det er derfor Mohamadali er så nervøs for sin kone og de to yngste børn. Dem måtte han nemlig efterlade i Algeriet, da han ikke kunne skrabe penge nok sammen til dem alle.

- Jeg snakker med min kone i telefonen hver dag, og hun har det rigtig skidt. Hun fik et chok under krigen i Syrien og er samtidig bange, der hvor hun er. Det har forværret hendes sukkersyge, astma og problemerne med hjertet, også fordi hun ikke kan få behandling. Det gør mig så ked af det og jeg håber så meget, at det snart kan gå i orden med en familiesammenføring, så jeg kan få dem i sikkerhed.

Det er meget ensomt
Danmark var aldrig et forudbestemt mål for Mohamadalis rejse med gummibåd til Italien. Han ville bare til Europa for der var fred. Han synes også dansk er et svært sprog, men han arbejder på det. Står op klokken seks, drikker sin te og går på sprogskole tre dage om ugen, mens han de sidste to dage er i praktik. Her har han siden oktober arbejdet i køkkenet ’Glad mad’ på Allerød Rådhus, der også er en vigtig støtte sprogligt. Men især weekenderne kan være lange, for han har ikke haft råd til fjernsyn.

- Det kan ind imellem godt føles som at være i et fængsel. Det er meget ensomt, når jeg ikke har min kone og mine børn ved min side. Om aftenen sidder jeg nogle gange og snakker med mig selv om alt det, der er sket, for hvem skal jeg ellers snakke med.
Han vågner også nogle gange om natten med mareridt, for billederne af grusomhederne bliver ved med at dukke op igen og igen.

- Når jeg hører om nye angreb og endnu flere døde i Syrien, bliver jeg meget stresset og irriteret. Men jeg har fået fem års opholdstilladelse, jeg er i sikkerhed, så jeg prøver at tænke positivt.

- Hvorfor er fisk så dyrt, når I er et land, der er fyldt med søer? I kunne da oprette nogle arbejdspladser på at opdrætte fisk, som man så kan spise og eksportere, foreslår Mohamadali ivrigt

Syrisk iværksætterånd
Lige nu kan han slet ikke drømme om en dag, at vende tilbage til Syrien. Nu handler det om at få samlet noget af familien og få et arbejde, så de kan klare sig selv. Det har han tænkt meget over, og fortæller med et smil, at han har flere ideer til, hvordan man kan skabe jobs til flygtninge som ham. For eksempel har han opdaget at fisk i Danmark godt kan koste 75 kroner for et halvt kilo, og det undrer ham.

- Hvorfor er det så dyrt, når I er et land, der er fyldt med søer? I kunne da oprette nogle arbejdspladser på at opdrætte fisk, som man så kan spise og eksportere, siger han ivrigt og lader sig ikke slå ud af indvendinger om, at mange af søerne måske ikke er rene nok.

- Så kan man da bare rense dem, for det er da også spild med alle de træer, der bare får lov at vælte ned i søerne. Lav borde og møbler af dem, i stedet for at lade dem ligge og rådne.

Måske har han ret. Hvorfor er vi danskere tit så gode til at forklare, hvorfor ting ikke kan lade sig gøre? Når vi kunne vende situationen positivt og udnytte de muligheder, der opstår – også når det gælder arbejde til flygtninge.

(Interviewet med Mohamadali er gennemført i samarbejde med tolken Zohra, der blev stillet til rådighed af virksomheden Jobs Partner)

Tekst og andre foto: Johannes H. Nørgård

Læs mere om de støttemuligheder, der findes - når Mohamadali eller andre flygtninge skal have et job: http://bygtek.dk/artikel/byggeri/hvor-er-jobbet-til-den-syriske-toemrer

85 procent vil arbejde i morgen
Det er ikke kun Mohamadali, der ønsker sig et arbejde. En undersøgelse foretaget for Dagbladet Børsen viser at 86,5 procent af nyankomne flygtninge vil tage et arbejde i morgen, hvis de får det tilbudt. Undersøgelsen er gennemført 20.januar – 15.februar og bygger på svar fra 344 flygtninge.