Derbigum-CEO: Det kræver de rigtige medarbejdere at ville være bedst i branchen

Derbigum-CEO: Det kræver de rigtige medarbejdere at ville være bedst i branchen

Lederprofil: Derbigum arbejder i et specialiseret marked og har en ambition om at være blandt de dygtigste i branchen. Det stiller store krav til administrerende direktør Peter Krantz når fremtidens medarbejdere skal rekrutteres

Kim Sejr, journalist

Peter Kranz er adm. direktør for Derbigum Danmark, ledende producent af tag-og membranløsninger. 
Tidligere hed virksomheden Eurotag Danmark A/S, der blev overtaget af belgiske Derbigum sidste år efter mere end 30 års samarbejde, hvor Eurotag havde fungeret som den eksklusive danske distributør af Derbigums tagmembraner.
Virksomheden har bl.a. fået den eksklusive ordre at være leverandør af 5.000 kvm tag til Nationalbankens renovering. BygTek stiller i denne Lederprofil fem nærgående spørgsmål om ledelse og værdier

1. Hvad ser du som de største udfordringer for din virksomhed tre år frem i tiden?


-Derbigum Danmark står midt i en transformation. I 2025 blev Eurotag opkøbt af Derbigum og er dermed blevet en del af Kingspan-koncernen.
 Vi er gået fra at være en mindre, selvstændig virksomhed til i dag at være en del af en global organisation. 
Det giver mange muligheder, men stiller samtidig krav til, at vi tilpasser os nye arbejdsgange og processer i en langt større organisation, end vi tidligere har været en del af.
Samtidig er vi i en branche, der er meget påvirket af udviklingen i råvarepriser og tilgængeligheden af materialer. Oliepriserne spiller fortsat en stor rolle i produktionen af tagpap, og derfor arbejder vi hele tiden med at finde løsninger, der gør os mindre afhængige af jomfruelige råmaterialer.

Klima og cirkularitet bliver også en afgørende dagsorden i de kommende år. Vi vil fortsat være blandt de virksomheder, der er længst fremme på det område. 
I dag arbejder vi blandt andet med løsninger, hvor genanvendte materialer i langt højere grad indgår i produktionen af nye tagmembraner.
Derudover fylder regulativer og dokumentationskrav mere og mere.

 Bureaukratiet er blevet markant større gennem de seneste år, og det kan være svært for mindre virksomheder at følge med. Her er det en fordel at være blevet en del af en større organisation med flere ressourcer og kompetencer til at håndtere de krav, der møder branchen.

2. Hvilke ambitioner har du for din virksomhed?


-Vi har en klar ambition om fortsat at være førende inden for cirkulære tagløsninger. 
For os handler det ikke kun om at tale om cirkularitet, men om at udvikle løsninger, der reelt reducerer behovet for nye råmaterialer og holder materialerne i kredsløb længst muligt.
Samtidig ønsker vi at vækste i et marked, som generelt er under pres. Der bliver bygget mindre end tidligere, og derfor handler det om at finde vækstmuligheder dér, hvor aktiviteten fortsat er høj.

Her ser vi især et stort potentiale i renoveringsmarkedet, som vi forventer vil fylde endnu mere i de kommende år. Vi er allerede involveret i nogle af Danmarks største renoveringsprojekter – blandt andet leverer vi tagløsningen til renoveringen af Danmarks Nationalbank, hvor projektet omfatter mere end 5.000 kvadratmeter tag.
Det er projekter som dét, der bekræfter os i, hvor vi ser mulighederne fremadrettet.

3. Hvad ser du som de største ledelsesmæssige udfordringer?

-Selvom vi er en relativt lille organisation i Danmark, arbejder vi i et meget specialiseret marked. 
Derfor er rekruttering en af de udfordringer, som vi kan møde. 

Vi ønsker at være blandt de bedste i branchen, og det stiller store krav til de medarbejdere, vi ansætter. Det handler ikke længere kun om høj faglighed inden for håndværket, branchen bliver i stigende grad digitaliseret, og derfor skal fremtidens medarbejdere også kunne arbejde med dokumentation, systemer og nye teknologier. Det betyder, at vi leder efter profiler, der både har praktisk erfaring, teknisk forståelse og lyst til at udvikle sig sammen med branchen.

Samtidig handler ledelse også om at skabe en arbejdsplads, hvor folk har lyst til at blive. Mange af vores medarbejdere har været hos os i mange år, og det ser jeg som et vigtigt tegn på, at vi har formået at skabe en kultur med høj faglighed, tæt samarbejde og stor tillid.

4. Hvordan vil du selv bedst beskrive din ledelsesstil?

-Jeg plejer, med et glimt i øjet, at sige, at jeg egentlig bare er en bonderøv.
 Jeg har aldrig set mig selv som den store ledertype, og jeg forsøger i høj grad bare at være mig selv, både over for kunder og medarbejdere.
For mig handler ledelse først og fremmest om at skabe tryghed og nærvær uden at gå på kompromis med fagligheden. Jeg tror på lange relationer og på at drive virksomheden ordentligt og langsigtet.

Mange af vores medarbejdere har været her i mere end 10 år, og det tror jeg blandt andet skyldes, at vi har holdt fast i den måde at drive virksomhed på, som vi altid har stået for.
Jeg tror generelt ikke på ledelse på afstand. Jeg vil gerne være tæt på både medarbejdere, kunder og projekter, og jeg synes, det er vigtigt at være tilgængelig i hverdagen. Det skaber en bedre forståelse for de udfordringer og beslutninger, der skal træffes.
Samtidig betyder det meget for mig, at folk får ansvar og frihed til at løse deres opgaver. Vi har dygtige medarbejdere med stor erfaring, og jeg tror på, at man får de bedste resultater ved at vise tillid og give plads til fagligheden.

I bund og grund handler det om at behandle folk ordentligt. Det gælder både medarbejdere, kunder og samarbejdspartnere. Det har altid været fundamentet i den måde, vi driver virksomhed på.


”For mig handler ledelse først og fremmest om at skabe tryghed og nærvær uden at gå på kompromis med fagligheden”


5. Hvilke værdier mener du selv skal beskrive din virksomhed?

-Vi har altid tænkt langsigtet i Derbigum Danmark. 
For os handler det om at levere de bedste løsninger, også selvom det ikke nødvendigvis er den billigste løsning her og nu. Vi arbejder med produkter og løsninger, der skal holde i mange år, og derfor mener jeg også, at kvalitet og holdbarhed altid skal vægte højere end kortsigtede besparelser.

Vi tror på kvalitet, holdbarhed og cirkularitet, og vi kan tydeligt mærke, at der er kommet større fokus på netop de områder i branchen. Vores grønne tilgang og vores arbejde med cirkulære løsninger har helt sikkert været med til at styrke vores udvikling gennem de seneste år.
Samtidig handler det også om ordentlighed.

 Vi vil være en virksomhed, som kunder og samarbejdspartnere har tillid til, både fagligt og menneskeligt. Det gælder i alt fra rådgivning og levering til den måde, vi samarbejder med kunder, tagdækkere og medarbejdere på i hverdagen.

For mig er relationer stadig noget af det vigtigste. Branchen er bygget op omkring tillid og samarbejde, og derfor betyder det meget, at folk oplever os som en virksomhed, der holder, hvad vi lover, og som er til at regne med på den lange bane.

CV: 

Uddannelse:
Udlært tømrer – 1981 
Bygningsingeniør, Aarhus Teknikum – 1983-1987 
Karriere
Uddannet Tømrer hos Arne Laursen Tømrerfirma – 1981-1983 
Byggeleder hos Ejner Mikkelsen A/S – 1987-1991 
Byggeleder hos Metaldesign A/S  – 1991-1992 
Ejer og direktør, Eurotag – 1992-2025 
CEO, Derbigum Danmark – 2025






23/6 2026
  • Der er ikke meget plads at lege med i Nationalbanken

    Der er ikke meget plads at lege med i Nationalbanken

    byggeri ›3D-modeller, scanninger og stærk IKT-styring er afgørende værktøjer i restaureringen af Nationalbanken. Nationalbanken er fredet, og derfor kan løsninger ikke nødvendigvis tilpasses efter moderne krav til eksempelvis indeklima
  • Byggesjusk i lange baner: Vestjysk kommune tvunget til holde entreprenører i kort snor

    Byggesjusk i lange baner: Vestjysk kommune tvunget til holde entreprenører i kort snor

    byggeri ›Det lokale tømrerfirma Gamborg-Pedersen Byg har fået til opgave at rette op på de omfattende byggefejl, der fulgte med renoveringen af Tim Skole. Efter flere lignende episoder holder Ringkøbing-Skjern Kommune nu ekstra godt øje med entreprenører
  • Seks uddannelsesinstitutioner slås sammen under et tag i Kalundborg

    Seks uddannelsesinstitutioner slås sammen under et tag i Kalundborg

    byggeri ›Sammen med Raundahl & Moesby tager AP Pension første spadestik til et campusbyggeri i Kalundborg, som skal samle seks uddannelsesinstitutioner og skabe moderne rammer for uddannelse, forskning, innovation og samarbejde med erhvervslivet
  • Debat: ID-kort bør gælde alle i byggebranchen

    Debat: ID-kort bør gælde alle i byggebranchen

    byggeri ›Den danske model er bygget på tillid, ansvar og aftaler mellem arbejdsmarkedets parter og skal forsvares, hver gang nogen forsøger at konkurrere ved at se stort på fælles spilleregler, skriver BygTek-journalist Dan Bjerring
  • Nordstern skifter hænder

    Nordstern skifter hænder

    byggeri ›Pemberton Asset Management overtager ejerskabet af Nordstern fra ActivumSG. Ejerskiftet skal skabe et stærkere fundament for Nordsterns langsigtede vækst
  • Ny mand i spidsen for rådgivende ingeniører vil have mere grøn snak på dagsordenen

    Ny mand i spidsen for rådgivende ingeniører vil have mere grøn snak på dagsordenen

    byggeri ›Efter 18 år i energisektoren tiltræder Jan Hylleberg som ny administrerende direktør i Foreningen af Rådgivende Ingeniører, FRI, med en mission om at bringe rådgivende ingeniørers viden endnu tydeligere ind i den grønne debat
  • Bravida får det tekniske ansvar for stort datacenter i Esbjerg

    Bravida får det tekniske ansvar for stort datacenter i Esbjerg

    byggeri ›Som teknisk partner på opførelsen af Dansk Data Center 1 på Esbjerg Havn vinder Bravida en samlet entreprise inden for el, vvs, ventilation, køling og bygningsautomatik dækker det størstedelen af de tekniske installationer til det nye datacenter
  • 11 kaserner får en overhaling

    11 kaserner får en overhaling

    byggeri ›Råhuset til den første af 31 nye indkvarteringsejendomme til fremtidens danske soldater står nu færdigt på Holstebro Kaserne. Moderniseringen skal skabe tidssvarende rammer for soldater og værnepligtige