DF vil stoppe tyvekoster på vej ud af landetDet voldsomt stigende antal tyverier fra varebiler, får nu DF til at kræve omvendt grænsekontrol, så tyvekosterne ikke slipper ud af landet.Foto:jhn

DF vil stoppe tyvekoster på vej ud af landet

Personer, biler og varevogne, der kører over en dansk grænseovergang, skal også kontrolleres, når de er på vej ud af landet, lyder DF’s krav til finanslovsforhandlingerne, skriver BTmetro

Det sker på baggrund af nye tal fra brancheorganisationen Tekniq, der viser en voldsom stigning i antallet af indbrud og tyverier fra danske håndværkere – hvor det formodes at langt størstedele af tyvekosterne fra firmabiler og virksomheder køres ud af landet.

- Rigtig mange danske virksomheder, ikke mindst el- og VVS-branchen, som vi netop har set resultatet af en undersøgelse fra, er meget hårdt plaget af indbrud og tyveri. Vi skal være bedre til at dæmme op for den livlige trafik af tyvekoster ud af landet. Og når vi i forvejen har kontrol på grænserne på vej ind i Danmark, vil det jo være oplagt også at kontrollere trafikken af mistænkelige personer og tyvekoster den anden vej, siger Peter Skaarup, gruppeformand i Dansk Folkeparti og formand for Folketingets Retsudvalg til BTmetro.

Høj prioritet
Han vil nu bære kravet om omvendt grænsekontrol med ind til finanslovsforhandlingerne.

- Det her vil være højt prioriteret for os i de kommende forhandlinger. Både med hensyn til at få tilstrækkeligt med ressourcer til at opretholde selve grænsekontrollen, der nu er blevet forlænget, men også med fokus på behovet for omvendt grænsekontrol.

-jhn

Læs om Tekniqs medlemsundersøgelse, hvor over halvdelen af virksomhederne i installationsbranchen har oplevet tyveri inden for det seneste år - her

17/10 2018