DGNB-sølv til Axel Towers
Axel Towers har modtaget en DGNB-sølvcertificering, der vidner om, at ejendommen rummer kvaliteter, der ligger over kravene i bygningsreglementet
På Axeltorv i hjertet af København har de fem cylinderformede tårne med navnet Axel Towers, der ejes af ATP Ejendomme, Industriens Pension og PFA Ejendomme, fået anerkendelse for det aktive ESG-arbejde, der er lagt i ejendommen. Axel Towers stod færdig i sommeren 2017 og er nu blevet præmieret med en DGNB-sølvcertificering af Green Building Council Denmark.
- Som mange andre investorer øger vi også vores fokus på ESG i disse år, og det at opføre et nybyggeri som Axel Towers kræver, at vi tænker bæredygtighed ind i processen og begrænser miljøbelastningen. Certificeringen af Axel Towers er samtidig et fysisk bevis på et aktivt ejerskab, som ikke bare kommer ejerkredsen til gode, men som også er en gevinst for vores lejere og samfundet generelt. Fokus er på en bæredygtig fremtid, fortæller underdirektør hos ATP Ejendomme, Christian Hartmann.
Certificeringen af Axel Towers er foretaget ud fra en DGNB-evalueringsmatrix, hvor ejendommen vurderes inden for de fem hovedområder i DGNB herunder miljømæssig kvalitet, økonomisk kvalitet, social kvalitet, teknisk kvalitet og proceskvalitet. Den samlede score inden for de fem områder afgør certificeringens kulør, som ud over sølv også findes i guld og platin.
- Arbejdet med bæredygtighed på denne ejendom fortjener den største anerkendelse, og signalværdien af dette kan ikke overvurderes. Vi ser flere og flere investorer, der begrunder certificeringen af deres ejendomsinvesteringer med, at de skal fremtidssikres, og derfor er jeg også overbevist om, at certificeringen af Axel Towers vil bidrage til en stor efterspørgsel blandt fremtidens lejere. Her er der virkelig tale om en ejendom med både lokation, arkitektur og bæredygtighedsprofil i international klasse, fortæller direktør hos Green Building Council Denmark, Mette Qvist.
-kj