Direktør med grønne ekspertiser
Sweco Danmark styrker forretningsområdet vand, miljø og energi med ny svensk direktør, som bl.a. stået i spidsen for udviklingen af Swecos ”smart cities” koncept
Det er en erfaren mand, som sætter sig i direktørstolen, når svenske Ola Hansson med over 20 års erfaring begynder sit nye job som Business Line direktør for Water & Energy i Sweco Danmark mandag den 26. oktober.
For Sweco Danmark er klimatilpasning og de voksende storbyer nogle af helt store udfordringer, som Ola Hansson udpeger som stærke indsatsområder, hvor Sweco kan gøre den store forskel. Han har bl.a. stået i spidsen for udviklingen af Swecos ”smart cities” koncept.
I begyndelsen af oktober blev ingeniørvirksomheden Grontmij en del af Sweco og med ét skridt den førende virksomhed inden for arkitektur og ingeniørrådgivning i Europa. Derfor er det også helt naturligt, at 48-årige Ola Hansson sætter sig i spidsen for Water & Energy på mandag.
Kærkommen fornyelse
- Vi glæder os til at få en meget erfaren og innovativ direktør med et stort udsyn. Ola kan bidrage med et stort kendskab til fremtidens urbane løsninger og kendskab til kompetencerne blandt Sweco’s 14.500 medarbejdere, hvor vi kan trække endnu flere spidskompetencer ind i det danske marked til gavn for vores kunder, f.eks. inden for elforsyning, energianalyse, hydraulisk modellering, blødt vand og arkitekter inden for f.eks. klimatilpasning, siger Henrik Martens, markedsdirektør i Sweco Danmark.
Ola Hansson sætter selv navn på flere af de store indsatsområder:
- Der er flere store udfordringer, som er rettet mod hele Swecos kompetence platform. Klimatilpasning er et af de områder, hvor vi har den store ekspertise, og urbaniseringen med de forskellige behov i de voksende byer er et andet emne, hvor Sweco har meget at bidrage med. Sweco har en masse erfarne medarbejdere, som er motiverede for at kunne hjælpe kunderne bedst muligt. Vi skal hele tiden være engagerede og nysgerrige på, hvordan vi bedst kan tilbyde vores kunder de rette kompetencer til ethvert projekt, siger Ola Hansson.
Omfattende meriter
Ola Hansson kommer fra en stilling som Senior Vice President for Business Development i Sweco Sverige AB.
Han har en mastereksamen i Civil Engineering ved Lunds tekniska högskola og en eksamen i Limnologi (læren om søer og vandløb) fra Lunds universitet. Han har over 20 års international og national erfaring fra vand og miljøsektoren, og et fremragende kendskab til udvikling af innovative koncepter i vand og energi.
Senest har han været ansvarlig for integrationen af både Vectura, (nordens ledende rådgiver inden for transportinfrastruktur) og Grontmij Sverige i Sweco.
-cmn