Dækningsafgift får ejendomsselskab til at se mod Odense
Ejendomsselskabet Olav de Linde er skuffet over, at borgmesteren i Aarhus ikke vil holde fast i løftet om at afskaffe dækningsafgiften
Borgmester Anders Winnerskjold (S) har ifølge Århus Stiftstidende brudt en tidligere aftale om at afskaffe den omstridte dækningsafgift i 2029. Den beslutning vækker kritik blandt flere af byens store ejendomsejere – heriblandt Ejendomsselskabet Olav de Linde.
Dækningsafgiften udgør 5,8 promille af erhvervsejendommes grundværdi og har i perioden 2021–2023 indbragt Aarhus Kommune over en halv milliard kroner. Afgiften er dermed en vigtig del af kommunens indtægtsgrundlag, men ifølge erhvervslivet en hæmsko for investeringer og vækst.
-Det er skuffende, at udfasningen er droppet. Vi havde forventet, at kommunen ville holde fast i løftet, så der kunne skabes mere forudsigelige rammer for erhvervslivet, siger Esben Kjeldsen, administrerende direktør i Ejendomsselskabet Olav de Linde, til Århus Stiftstidende.
I modsætning til Aarhus har Odense Kommune ingen dækningsafgift – og det får nu den aarhusianske byggematador til at se nye muligheder på Fyn.
-Det skal ikke opfattes som en trussel mod Aarhus, og vi kommer ikke til at bygge mindre her. Men vi kigger aktivt mod Odense, understreger Esben Kjeldsen.
Olav de Linde har allerede betydelig tilstedeværelse i Odense. Ud af selskabets samlede ejendomsportefølje på omkring 550.000 kvadratmeter ligger omtrent en tredjedel i Odense Kommune, mens to tredjedele fortsat er placeret i Aarhus.
Ifølge Kjeldsen er forskellen i de kommunale rammevilkår ikke uden betydning for, hvor fremtidige investeringer placeres.
-Når vi vurderer nye projekter, ser vi naturligt på, hvor vilkårene er mest attraktive – både økonomisk og administrativt. Her står Odense i dag stærkere, siger han.
Den samlede værdi af investeringsejendomme i selskabet udgør 10.938,4 mio. kr. ifølge sidste årsrapport.
-kis