Dræberfælder tager rotterne
Dræberfælder sikrer plejehjem mod rotter i Frederikshavn
Flere end 10.000 rotter er dræbt med højteknologiske rottefælder i kloakkerne under offentlige bygninger i Frederikshavn Kommune inden for det sidste halve år - Frederikshavn kommune bekæmper nu rotter i kloakkerne ved alle offentlige bygninger med højteknologiske dræberfælder. Tiltaget sker som led i en klar strategi om en effektiv sikring mod indtrængning af rotter, borgernes sikkerhed samt ønsket om en mere effektiv og miljørig bekæmpelse.- Med de intelligente fælder kan vi både bekæmpe og udrydde rotter og samtidig sikre, at de ikke trænger ind i skoler, plejehjem, børnehaver mm.. Det er vigtigt kommunen får sikret bygninger mod rotter, både af hensyn til borgernes sikkerhed, men også i høj grad fordi det koster kommunen rigtig mange penge, hvis første rotterne trænger ind i en bygning, forklarer Peter Nielsen, driftsleder hos center for Park og Vej i Frederikshavn Kommune.
Installeringen af de intelligente fælder er helt i tråd med den nye rottebekendtgørelse og Peter Nielsen forventer samtidig et markant fald i udgifter til underminerede flise- og asfaltbelægninger samt udgifter til rotterelaterede skader på kloaknettet.
100 intelligente fælder
De elektroniske rottefælder, WiseTrap, fungerer på den måde, at når rotternes bevægelse og kropsvarme registreres, udskydes et bundt dræbende spyd med stor kraft og brækker nakken og rygsøjlen på rotterne. Spyddene trækkes herefter op, og den døde rotte skylles ud med kloakvandet.
- Vi råder nu over i alt 100 højteknologiske fælder. Strategien er, at fælderne er placeret i skellet ud mod det store offentlige kloaknet, så der ikke kommer flere rotter ind under bygningerne. Samtidig dræber fælderne efterhånden også rotterne, der lever under bygningerne, fordi de typisk leder efter føde i det store offentlige kloaknet og her vil fælderne dræbe dem, forklarer Peter Nielsen.
Overvågning og resourceoptimering
Ifølge Peter Nielsen, så er det helt afgørende ved de intelligente fælder og en effektiv bekæmpelse, at de er i stand til at give tilbagemeldinger ude fra kloakkerne. De er integreret med et såkaldt WisePlan overvågningssystem, hvor driftsfolkene via computere i kontrolrummet har overblik over drift, status og hele tiden kan følge med i, hvor mange rotter, der er dræbt og af hvilke fælder.
- Vi har bevidst valgt de elektroniske fælder, fordi der følger et overvågningssystem med. Det betyder, at vi hele tiden har overblik og kan følge med i udviklingen. Det er også en klar ressourceoptimering, fordi vi på den måde slipper for at køre forgæves. Endvidere har fælderne den fordel frem for mekaniske rottespærrer, at hygiejnebind, vatpinde mm. ikke sætter sig fast og ødelægger funktionaliteten, siger Peter Nielsen.
-jhn