Ejerskifte sikrer ambitiøse vækstplaner

Ejerskifte sikrer ambitiøse vækstplaner

Dansk Profilteknik skifter 1. marts navn til Areco profiles og bliver integreret i Areco Gruppen, der er en af Nordens førende producenter af stålprofiler og tilbehør til tag og facader samt tagrender

Fra og med 1. marts 2015 er Dansk Profiltekniks 7.000 m2 store fabrik, lager og administration i Terndrup godt 30 km syd for Aalborg hovedsæde for Areco i Danmark.

Salget til den svenske gigant, der med en omsætning tæt ved 1 mia. SEK er en af de største i Norden inden for tyndpladeprodukter, betyder, at man på fabrikken i Terndrup kan skrue op for de i forvejen ambitiøse vækstplaner.

- Vi har fået en massiv kapitaltilførsel fra Areco-koncernen og har allerede investeret i flere nye maskiner. Samtidig er vi i fuld gang med at indlemme Arecos produktsortiment her i Terndrup, så vi fremover også kan levere alle Arecos produkter direkte til vores danske kunder, siger Johnny Molin, der grundlagde Dansk Profilteknik tilbage i 1987 og som en del af salgsaftalen med Areco sidder i direktørstolen mindst fire år endnu.

Svensk ejet, dansk drevet
Johnny Molin pointerer, at Areco profiles i Danmark fremover er en svensk ejet, dansk drevet virksomhed. Fabrikken i Terndrup bliver, hvor den er – og virksomhedens danske kunder kommer udelukkende til at opleve positive konsekvenser af salget til Areco.

- Fabrikkens fremtid er sikret og jeg glæder mig til også fremover at levere Danmarks suverænt største produktprogram inden for CE-godkendte stålprofiler og tilbehør. Og selvfølgelig med landets bedste service, siger Johnny Molin, der valgte at sælge sin virksomhed efter barske tider under finanskrisen. De seneste par år er det dog gået voldsomt fremad, understreger han.

-cmn

27/2 2015