Energidomicil står nu klar i AalborgDet er PLH Arkitekter A/S, der har tegnet Alfa Lavals nye domicil i Aalborg, mens TK Development har stået for opførelsen. Bygningen er ejet og finansieret af PensionDanmark.

Energidomicil står nu klar i Aalborg

Alfa Laval Aalborg har netop indviet sit nye domicil i Aalborg. Den nye bygning markerer begyndelsen på en ny æra for den mere end 100 år gamle virksomhed

Medarbejderne hos Alfa Laval Aalborg har netop taget en nybygget domicilbygning på havnefronten i Aalborg i brug.

Den fysiske afstand mellem den gamle og nye bygning er på kun 50 meter, mens den mentale afstand derimod er langt større. Det nye domicil understreger afslutningen på virksomhedens mangeårige rejse fra industri- til vidensvirksomhed.

Den nye bygning er på 6.000 m2 og er energioptimeret efter alle kunstens regler. Tilmed er bygningen den første i Aalborg, der er sølvcertificeret efter de nye DGNB-standarder, der både omfatter miljø, økonomi og sociale faktorer. I midten af bygningen er en stor indendørs atriumgård, og fra bygningens kantine i det nordøstre hjørne er der både udsigt til Limfjorden og produktionshallerne:

Tilknytning til værftet
- Det har været vigtigt for os at blive på de gamle værftsarealer i tæt tilknytning til alle medarbejdere, pointerer Alfa Lavals adm. direktør Søren Hjorth Krarup.

Alfa Laval Aalborg har medvind i øjeblikket. Produktionen af scrubbere til rensning af udstødningsgasser, og det nye testcenter, der allerede nu skal udbygges, overgår alle forventninger.

Hovedparten af virksomhedens 400 medarbejdere i Aalborg arbejder med en bred vifte af opgaver inden for salg, service, udvikling, indkøb, projektledelse, styring mv. til understøttelse af Alfa Lavals globale marineforretning

Mens den gamle administrationsbygning var præget af mindre kontorer på lange gange, er det nye domicil åbent, lyst og med mange fællesarealer. Alle medarbejdere har adgang eller udsigt til atriumgården, og alle afdelinger får dynamiske kontormiljøer med kort afstand til alle husets funktioner. Byggeriet har qua de mange energiforanstaltninger og utraditionelle løsninger en højere kvadratmeterpris end normalt, men ifølge Søren Hjorth Krarup sparer virksomheden alligevel på at flytte.

-cmn

6/5 2015