Er du klar til Årets Håndværker 2022?Awardshowet afholdes i gallastil, og gæsterne ankommer i deres stiveste pus i bl.a. limousiner, partybusser og brandbiler.

Er du klar til Årets Håndværker 2022?

Cirkusbygningen ruller i april den røde løber ud og slår dørene op til Årets Håndværker 2022. Årets finalister er allerede fundet, og Robinson-vært Jakob Kjeldbjerg styrer løjerne til årets fest

Af Daniel Christensen

Der er lagt op til håndværkerhyldest den 21. og 22. april 2022, når Cirkusbygningen i København fyldes til bristepunktet, og den røde løber rulles ud til Årets Håndværker 2022.

I 26 fagkategorier, der spænder fra ’Årets Total Entreprenør’ til ’Årets Fugemand’, skal landets dygtigste håndværkerfirmaer findes og kåres – alt sammen dirigeret af Mr. Robinson himself, Jakob Kjeldbjerg.

- Vi har mange dygtige håndværkere i Danmark, der hver eneste dag yder et stort stykke arbejde hos kunderne – både hvad angår høj kvalitet, fantastisk service og knivskarp levering. Med Årets Håndværker giver vi dem en platform, hvor de hædres for deres indsats, forklarer Peter Birkelund, medstifter af anmeldersitet www.anmeld-haandvaerker.dk, der står bag awardshowet.

I uge 8 blev årets finalister i alle kategorier fundet og præsenteret på Anmeld Håndværkers Facebook-side, hvor man også kan finde oversigt, program og tidspunkter for de enkelte fagkategorier.

Der findes op til seks finalister i hver kategori, og til selve awardshowet vil en professionel fagjury finde vinderne. Juryen består af:

- Tidligere direktør i Dansk Byggeri, Michael H. Nielsen
- Salgsdirektør Jeanette Roed Berthelsen hos AO Johansen A/S
- Advokat Kristian S. Dreyer, Galst Advokater
- Direktør hos Tikkurila Danmark, Kenneth Johansen
- Direktør hos Binné Scandinavia, Flemming Adolfsen.

Kundeanmeldelser og statistik-formel
Udvælgelsen af finalister er sket på baggrund af det forgangne års kundeanmeldelser på anmeld-haandvaerker.dk, der behandles efter en matematisk statistik-formel, som er udarbejdet af professor på DTU, Henrik Spliid.

En kundeanmeldelse består af fem parametre:

- Kommunikation - tager håndværkeren eksempelvis telefonen, hvis man ringer fra hemmeligt nummer?
- Aftaler - bliver de overholdt?
- Pris - bliver der faktureret det, der stod i tilbuddet?
- Tilfredshed - den grundlæggende mavefornemmelse. Er løsningen udført som ønsket?
- Oprydning - Har håndværkeren efterladt stedet ligeså pænt, som da han modtog det?

- Vi er nået frem til de fem parametre efter at have spurgt 1000 bygherrer til råds, om hvad der er vigtigst for dem. Og så har vi fået lavet en formel, der vægter parametrene forskelligt, alt efter hvad bygherrerne har prioriteret, siger Peter Birkelund og tilføjer:

- Vi ville gerne have et system, der kunne vægte de forskellige håndværkere på tværs af det antal vurderinger, de har fået. Der er en større statistisk usikkerhed på en håndværker, der har fået 16 stemmer på et år, end der er på en, der har fået 114 anmeldelser på et år. Vi synes, det er for upræcist bare at tage et gennemsnit. Så der har vi fået lavet en formel, som alle anmeldelser bliver kørt igennem. Og baseret på den formel kan vi rent statistisk udpege de seks højest placerede i hver kategori, som ender som finalister.

X Factor
Hvis gennemsnittets vægtning i formlen fra DTU alene afgjorde, hvem der vinder, var det ikke nødvendigt med en jury til at vurdere finalisterne, men så simpelt er det heller ikke, forklarer Peter Birkelund.

- Vi har tilføjet den ekstra X factor, at når juryens medlemmer bliver præsenteret for de seks finalister, så får de ikke kun karakteren, men også alle de data, vi har indsamlet. Så juryen kan f.eks. se, om de forskellige finalister er medlem af en brancheorganisation, om de har været gode til at uploade billeder og svare på anmeldelser, og om arbejdstilsynet har givet dem en rød, gul eller grøn smiley, siger han og fortsætter:

- Juryen har jo så helt frit valg blandt de seks nominerede. Pga. alle de informationer, juryen får, kan det jo lige så godt være den af de seks nominerede, der har laveste gennemsnit, der vinder, som den, der har det højeste.

Han understreger, at det ikke har nogen indflydelse, om man er betalende medlem hos Anmeld Håndværker eller ej.

Lærlingeprisen er et vigtigt fokus igen i år
Tilbage i 2019 blev der indført en særlig lærlingepris, ’Årets Håndværkerlærling’. Formålet var at anerkende den enorme betydning, det har for hele branchen, at der løbende kommer nye talenter til, og ikke mindst rette spotlyset mod den rekrutteringsudfordring, der hersker i byggeriet.

- Vi har ligesom resten af branchen blikket rettet mod lærlingene og manglen på de faglærte. Igen i år har vi et stærkt felt af lærlinge, der kæmper om finalepladserne. Det er vi naturligvis glade for, for der er mange talentfulde unge derude med hænder og hoved skruet virkelig godt på. De allerbedste lærlinge er typisk dem, der ender med at blive selvstændige erhvervsdrivende. Dem, som holder hjulene i Danmark i gang, siger Peter Birkelund, der glæder sig til, det går løs.

- Det er jo en fest. Folk kommer i limousiner, brandbiler, hestevogne og den slags. De dresser op, og der er rød løber. Og hele showet bliver sendt live på Facebook, siger han.

1/4 2022