EU-støttet kajudvidelse på vej i Aalborg
CO2-fangst og -lagring er en af ambitionerne for projektet i Port of Aalborg, som forleden markerede fremdriften i et kajareal, der bliver en vigtig del af et kommende modtagefacilitet for CO2
Udvidelsen af kajen på havnen i Aalborg omfatter 500 meter ny kaj og cirka 60.000 m2 kajareal og vil gøre det muligt for to CO2-skibe at anløbe kajen samtidig.
Udover at kajen vil give et væsentligt løft til hele havnens fysiske kapacitet, bliver den en central del af infrastrukturen bag Nordjyllands første storskala CO2-modtagefacilitet.
Anlægget har modtaget støtte fra EU gennem Connecting Europe Facility (CEF), fordi den indgår som en del af CO2-infrastrukturprojektet Norne Carbon Storage Hub, der er udpeget som et EU Project of Common Interest (PCI).
Kajudvidelsen, der forventes at være færdig i 2027, åbner samtidig for en udvidelse af havnens kajnære erhvervsarealer, som kan anvendes af grøn industri og andre arealkrævende aktiviteter.
De nye arealer indgår i den statsligt udpegede Aalborg Industripark, der er målrettet virksomheder inden for grøn produktion, energiteknologi og tung industri som f.eks. vindindustrien.
Inden for CO2-området samarbejder Port of Aalborg med Norne Carbon Storage Hub om udvikling af CO2-infrafrastruktur i Aalborg, som på sigt kan modtage og håndtere indfanget CO2 fra danske og europæiske aktører.
- Med kajudvidelsen investerer vi langsigtet i den infrastruktur, der er nødvendig for at tiltrække og udvikle grøn industri. I vindindustrien er adgangen til plads og kajnære arealer en af de absolut største udfordringer både i Danmark og globalt, da mange havne er begrænsede som følge af bynære placeringer.
- Her skiller Aalborg havn sig ud med placeringen uden for byen og tilstrækkeligt med albuerum til, at vi her kan kombinere industriel produktion, energiteknologi og havneinfrastruktur.
- Derfor er der heller ingen tvivl om, at vi med denne udvidelse kommer til at styrke vores konkurrencekraft og position som nyligt statsligt udpeget industripark, siger Kristian Thulesen Dahl, adm. direktør i for Port of Aalborg.
-lipe