Faglig fokus på motorvejes underlagEntreprenørerne fik ikke blot teoretisk indblik i 3D-tromling. Tre store tromler med 3D-udstyr var kørt i stilling i Sitech’s baghave klar til demonstration.

Faglig fokus på motorvejes underlag

3D-tromling af motorvejens underlag vil være nødvendigt, hvis entreprenørerne i fremtiden skal garantere, at ny asfaltbelægning skal kunne holde i 15 år

Baggrunden for den 3D-tromling-event, som Sitech A/S netop har holdt på hovedkontoret i Horsens, kan sætte nye standarder for motorvejsbyggeri.

Hvor entreprenørerne i dag skal garantere fem års holdbarhed på asfaltbelægning på nyanlagt motorvej, kan morgendagens krav se helt anderledes ud.

Motorvejenes bygherre har nemlig luftet planer om at øge garantien til 15 år. Som en del af det kommende motorvejsbyggeri mellem Herning og Holstebro vil Vejdirektoratet lave en prøvestrækning, hvor 15-års modellen skal testes.

Det er en optimering, der ikke blot stiller krav til superstærk og nøjagtig komprimeret asfaltbelægning. Også opbygningen af underlaget skal anlægges med tilsvarende præcision, og sådan er det ifølge den danske forhandler af Trimble-udstyr, Sitech, ikke i dag.

- Der bliver anvendt 3D-udstyr til asfaltarbejdet og til afretningen af de forskellige lag i opbygningen, men der ikke bliver målt på, hvor hårdt underlaget er komprimeret. Og det er underlagets kvalitet, der er altafgørende for asfaltens holdbarhed, lyder det fra Sitech, som også er leverandør af GPS-grej til entreprenørmaskiner.

3D-udstyr på vej
Vejdirektoratet deltog i eventen hos Sitech, hvor fagkoordinator Finn Thøgersen betonede, at det var nødvendigt med 3D-udstyr for netop at sikre et præcis underlag.

- For eksempel er 3D-udstyr perfekt til at finde de svage områder på strækningen, hvor der er stor risiko for sætningsskader og dermed ødelagt asfaltbelægning, siger Finn Thøgersen, der godt kan forestille sig, at der bliver stillet krav om tromlerespons i form af 3D-udstyr)på alle større vejprojekter.

- Forhåbentlig vil vi så se en øget holdbarhed på de nyanlagte motorveje. Men det kræver, at vi sadler om og begynder at måle underlagets bæreevne, hvor vi i dag kun måler lejringstætheden. På det her område er vi langt bagefter lande som Tyskland og Sverige, siger Finn Thøgersen.

Frygter nye krav
Teknisk chef Poul Friedrich fra Lemminkäinen, som står for firmaets asfaltarbejde, erkender at hans entreprenørfirma hidtil ikke har haft detailkendskab til underlagets komprimeringsgrad.

- 15 års garanti på ny asfaltbelægning lyder voldsomt. Det er jo en tredobling af den garanti, vi giver i dag. De nye krav vil betyde, at vi fremover bliver nødt til at bruge mere tid på at analysere og få dokumenteret underlagets opbygning, inden vi laver selve asfaltbelægningen, siger Poul Friedrich.

Repræsentanter for Trimble deltog i eventen og fortalte om det nye CCS900-tromlesystem. Det er et system til 3D-tromling, som under kørsel løbende måler og registrerer bl.a. svage områder og underlagets komprimering. Samtidig bliver disse data, som også er grafisk opsat, overført til kvalitetssikring.

Systemet blev demonstreret på en 12-tons tromle, som sammen med to andre store tromler med 3D-udstyr var kørt i stilling i Sitechs baghave.

Optimering i sigte
Producenten af tromlemaskiner, HAMM, deltog også og viste et 3D-system, som meter for meter måler underlagets komprimering og således kan medvirke til en forbedring på 20-30 procent af stabiliseringsarbejdet.

Cat var også repræsenteret og kunne dokumentere en tilsvarende produktivitet på 30 procent.

Arrangementet havde derudover deltagelse af vejfolk fra bl.a. Arkil, Barslund, CG Jensen, Per Aarsleff, Spotland og Wirtgen, der er moderselskab til HAMM.

cmn

23/3 2015