Flere boliger til salg i marts
Antallet af ejerboliger til salg er øget med 2.297 i marts i forhold til måneden før, og der står nu 60.372 boliger til salg i hele landet. Det viser Realkreditrådets Boligudbudsstatistik
De sidste 10 år har marts været den måned, hvor der i gennemsnit er sat flest nye boliger til salg. I år er ikke en undtagelse.- Kalenderen viser forår, og på boligmarkedet betyder det, at der sættes flere boliger til salg ovenpå de mørke vintermåneder. Der er således sat omkring 8700 nye ejerboliger til salg i marts, men der er også nedtaget i omegnen af 6400 boliger. Dermed lander vi på en stigning i udbuddet på næsten 2300 boliger i marts, siger Ane Arnth Jensen, direktør i Realkreditrådet.
På trods af at boligudbuddet stiger for samtlige boligtyper i marts i forhold til februar, er boligudbuddet lavere end sidste år. Årsagen skal findes på markedet for parcel- og rækkehuse. Der står 864 færre parcel- og rækkehuse til salg end for et år siden. Udviklingen er tydeligst øst for Storebælt, men der står også lidt færre huse til salg i Østjylland og på Fyn.
Udbuddet af ejerlejligheder og fritidshuse er derimod øget en smule med henholdsvis 106 lejligheder og 43 fritidshuse det seneste år. Alene i København står der 500 flere ejerlejligheder til salg.
Udviklingen smitter
Udbudspriserne på parcel- og rækkehuse og ejerlejligheder i Hovedstaden er højere end for et år siden. På parcelhusmarkedet er priserne udenfor Hovedstaden lavere end sidste år. Udbudspriserne på lejligheder er højere end for et år siden i flere af landets andre store byer.
- Der er markant højere udbudspriser i København By i forhold til sidste år. Det gælder både huse og ejerlejligheder. Udviklingen smitter også af på de omkringliggende landsdele. I Københavns omegn er der det seneste år lagt omkring 110.000 kr. oven i prisen på et gennemsnitligt hus på 140 kvm. I Østsjælland og Nordsjælland er der tilsvarende lagt 20.000-30.000 kr. til prisen, siger Ane Arnth Jensen, og fortsætter:
- Kommer man lidt længere udenfor Hovedstaden er der stadig lavere udbudspriser end sidste år, men udviklingen er mere afdæmpet end tidligere. I Vest- og Sydsjælland ligger udbudsprisen på et gennemsnitligt hus 15.000 kr. lavere end for et år siden.
Kortere udbudstider på ejerlejligheder
Parcel- og rækkehuse har i gennemsnit stået til salg i 10,5 måned. Der er lagt fem dage til udbudstiderne det seneste år. Ejerlejligheder har stået til salg i lidt under 7 måneder. Det svarer til, at der er skåret syv dage af udbudstiden det seneste år.
- Udviklingen i udbudstider på parcel- og rækkehuse deler landet ved Storebælt. Mens udbudstiden i de østlige landsdele er kortere end sidste år, er udbudstiderne vest for Storebælt længere. På ejerlejlighedsmarkedet er der kortere udbudstider over det meste af landet, siger Ane Arnth Jensen
-los