Flere kvinder i toppen af byggebranchen
For hvert år der går, stiger antallet af kvinder i byggeriet, der sidder for bordenden som topleder, eller styrer byggeprocessen som byggeleder
Hos entreprenørvirksomheden NCC Building Denmark står Marlene Haugaard som direktør for Engineering i spidsen for cirka 60 medarbejdere. Hun er et eksempel på en ny tendens i byggebranchen, hvor flere kvinder stiger til tops. I dag arbejder 15.500 kvinder i bygge- og anlægsbranchen og heraf er 646 en del af ledelsen. Det er en stigning på 16 % på otte år, hvorimod antallet af mandlige ledere er faldet med syv %, viser en ny opgørelse fra Dansk Byggeri.
- Jeg håber, at det kan være med til at tiltrække flere kvinder til erhvervsuddannelserne, fordi de kan se mange forskellige karriemuligheder i branchen. I byggeriet kan man nemlig skabe resultater både på byggepladsen og direktionsgangene, siger underdirektør i Dansk Byggeri Louise Pihl.
- Det er selvfølgelig små tal, vi snakker om, men det er en klar tendens, og det går i den rigtige retning. Kan vi tiltrække endnu flere kvinder til bygge- og anlægsbranchen, vil antallet naturligt stige. Og det er klart, at lige som mandlige pædagoger er en eftertragtet vare i vuggestuer og børnehaver, så er kvinder i byggeriet det også.
Flere med videregående uddannelse
Samtidig med at der kommer flere kvinder på direktionsgangene, stiger andelen af kvinder i byggeriet med en videregående uddannelse også. I 2008 havde 13 % af kvinderne i bygge- og anlægsbranchen en videregående uddannelse. I dag er det 19 %.
- Det tyder på, at man har knækket koden og fået flere kvinder til at vælge de videregående byggeuddannelser som for eksempel ingeniør og bygningskonstruktør. Den udvikling kunne jeg også godt tænke mig at se på erhvervsuddannelserne, siger Louise Pihl.
-los