Flotte boliger på Tuborg Strandeng
Første etape af 50 eksklusive boliger ligger direkte i vandkanten med flere terrasser, altaner og balkoner
I den kommende tid skyder de to første, skulpturelle kysthuse op ved kanten af Øresund beklædt med gyldne, brændte sten i stil med dem, som Lundgaard & Tranberg Arkitekter valgte til Skuespilhuset ved Københavns Havn. Boligerne vil falde flot ind i det kuperede, rekreative landskab på strandengen med mindre træer, lave buske og græsser.
Bygherren Danica Pension har allerede oplevet en stor forhåndsinteresse for boligerne blandt potentielle købere:
- Forhåndsinteressen viser, at der er en efterspørgsel efter eksklusive ejerboliger tæt på kulturoplevelser og arbejdspladsen i storbyen, men uden at gå på kompromis med fred og ro i smukke naturomgivelser. Det frister i bogstavelig forstand at have Øresund lige uden for døren med masser af muligheder for at leve et aktivt liv på og ved vandet, siger Robert V. S. Nellemann, der er projektudviklingsdirektør i Danica Pension.
Forskellige boliger
De kommende beboere kan med en 270 graders ugeneret udsigt over Øresund og strandengen nyde havet og naturen året rundt. Gåturen til en båd i Hellerup Havn er kort, og lokker en dukkert eller en tur i havkajakken er der hurtig og nem adgang fra sydvendte inderhavne med brygger og badetrapper for foden af boligerne.
I første omgang opføres to kysthuse med i alt 50 boliger på mellem fire og 13 etager. I de næste etaper følger yderligere 117 ejerboliger fordelt på yderligere tre kysthuse. Boligerne varierer i størrelse fra ca. 160-320 m2.
Alle boliger bliver forskellige og vil afspejle ejernes individuelle ønsker til indretning. Men boligerne er også meget fleksible. Hvis der i fremtiden bliver brug for flere eller færre rum - eksempelvis at flytte køkkenet eller etablere et ekstra badeværelse - så betyder en særlig konstruktion med installationer i gulvet, at det bliver langt nemmere at ændre rumfordelingen.
Boligerne i de første to kysthuse forventes indflytningsklare i 2021 og er sat til salg den 24. oktober 2018 til priser fra 15,5 mio. kr.
-kj