Gammel skole bliver til nye boliger i Hammel
En unik bebyggelse, som indtil 1989 husede Østervangsskolen i Hammel, bliver omdannet til nye 2-, 3- og 4-værelses boliger
Med støtte fra Landsbyggefonden tager boligselskabet AL2bolig snart hul på omdannelsen af den gamle Østervangsskole i Hammels arealer. Det skal omdannes til 47 nye boliger.
Med Poul Pedersen som hovedentreprenør, samt Erik Arkitekter og Viggo Madsen som underrådgiver, omdannes Østervangen, og de 47 nye boliger fordeles på 2-, 3- og 4-værelser.
- Det er en stor milepæl, vi har nået med en underskrevet hovedentreprisekontrakt. Jeg ser utroligt meget frem til samarbejdet med Poul Pedersen, og jeg er overbevist om, at vi sammen får skabt langt mere funktionel og fremtidssikret udgave af Østervangen og samtidig videreført afdelingens kulturarv, siger Kristina Rytter, der er byggechef hos AL2bolig.
Også hos Søren Nøhr Rasmussen, direktør og entrepriseleder hos Poul Pedersen, vækker samarbejdsaftalen glæde:
- Vi er meget glade for at have fået tildelt hovedentreprisen på Østervangen. Det er et projekt med mange spændende facetter og en vigtig brik i Hammels historie. Vi vil arbejde hårdt for at sikre et flot resultat, som byens borgere og AL2bolig kan være stolte af.
Med bebyggelsens kulturarv på sinde bevares og renoveres hovedbygningen, mens baghuset, opført som en udvidelse til skolen i 1950'erne nedrenoveres og opføres i ny form. 17 boliger placeres i forhuset og 30 i baghuset.
I løbet af august 2023 står alle boliger tomme efter at have huset ukrainske flygtninge. Nedbrydningen, som udføres af Jatob fra Bjerringbro, starter til september 2023.