Gangtunnel til Kongens Nytorvs metro
Arbejdet med at bygge den nye metrostation under Kongens Nytorv i København er nu så langt, at det er tid til at forbinde de to perroner med en gangtunnel
Når Cityringen åbner i juli 2019, bliver metrostationen på Kongens Nytorv en af de tre mest benyttede stationer i Danmark, og passagertallet bliver mere end tredoblet. Arbejdet med at bygge den nye metrostation under Kongens Nytorv er nu så langt, at det er tid til at forbinde de to perroner med en gangtunnel, så passagererne i fremtiden nemt og hurtigt kan komme fra den eksisterende metro til den nye station på Cityringen og omvendt.
- Tidligere på året tog vi de grønne hegn ned på Kongens Nytorv, og arbejdet er stadig i fuld gang både under og over jorden. Den sidste fase af byggeriet indebærer bl.a., at vi skal forbinde den eksisterende metrostation med den kommende station på Cityringen. Det giver nogle gener for passagererne i en periode, hvor vi er nødt til at ændre på adgangsvejene til metroen. Derfor gør vi alt, hvad vi kan for at hjælpe til den rette adfærd med skiltning og anden information, så vores kunder får en hurtig og nem rejse, siger Hanne Tærsbøl Schmidt, der er chef for Kunder og Naboer i Metroselskabet.
I dag stiger knap 25.000 daglige passagerer på metroen ved Kongens Nytorv, mens tallet i 2025 vil være vokset til ca. 90.000 passagerer, og når den fjerde metrolinje fra Nordhavn åbner i 2020, vil alle fire linjer mødes på Kongens Nytorv.
-kj