Gennemgribende opgradering med 5000 nye varenumreFliseafdelingen er en del af de 1200 kvadratmeter udstilling, der også rummer bl.a. gulve og mursten.

Gennemgribende opgradering med 5000 nye varenumre

Stark på Frederiksberg er udvidet med 230 kvadratmeter, og kan nu rumme 16.000 varenumre og 1200 kvadratmeter digital udstilling

Et af Starks mest besøgte byggecentre har fået en gennemgribende opgradering, og hovedstadens håndværkere kan nu se frem til et markant større sortiment på Frederiksberg med mere end 5000 nye varenumre og udvidede åbningstider til 12 timer i døgnet.

- Når vi investerer et tocifret millionbeløb i gennemgribende udbygning og modernisering af forretningen på C. F. Richsvej, så tjener det flere formål. Vi ser det først og fremmest som en investering i at kunne bidrage til håndværkernes fortsatte succes i rollen som leverandør og rådgiver. Her er et top-moderne byggecenter det helt rigtige afsæt for stærk rådgivning sammen med et garantisortiment på 1000 varer. Særligt de små og mellemstore håndværkerfirmaer skal vide, at vi står bag dem. Når vi siger, at vi vil være håndværkernes foretrukne partner, skal det ikke bare være et smart slogan, men noget vi beviser med alt, vi gør, siger adm. direktør Britta Korre Stenholt.

Den nye forretning har først og fremmest fået en tilbygning på 230 kvadratmeter, så det samlede butiksareal kommer op på 1700 kvadratmeter, så der nu er plads til de i alt 16.000 varenumre, samt 1200 kvadratmeter innovativ og digital udstilling. Christian Schultz, der er direktør i Stark Frederiksberg, er ikke i tvivl om opgaven fremadrettet:

- Vores fornemmeste opgave er at have håndværkerens ryg, for nu at sige det ligeud. Det gør vi bedst ved at bruge vores styrke og størrelse til at støtte vores kunders forretning, så det bliver lettere og mere effektivt at være håndværker. Det kan vi gøre i både store og små handlinger. F.eks. at have vores rådgivere fordelt i alle afdelinger, så nærmeste medarbejder altid er tæt på, når håndværkerne skal bruge råd og viden om løsninger til opgaven. På den lidt større klinge gør vi os også umage med at lave en god handel, så vores stordriftsfordele bliver til smådriftsfordele for både den lokale håndværker og for entreprenøren.

Artiklen fortsætter under billedet...
Starks rådgivere er fordelt i alle afdelinger, så nærmeste medarbejder altid er tæt på, når kunderne skal bruge råd og viden om løsninger til opgaven. Her en del af murstensudstillingen.

Udover den personlige rådgivning, er Stark i tæt samarbejde med produktleverandørerne gået langt for at udnytte nye digitale muligheder, så håndværkerne f.eks. kan visualisere deres projekter og bestille de relevante materialer i samme proces direkte i butikken.

Dørene til det nye byggemekka åbnes officielt onsdag d. 12. september kl. 6. Åbningen markeres blandt andet med slagtilbud, mulighed for at møde produktleverandørerne samt en varm kop kaffe og et rundstykke at starte dagen på. Skulle man vælge at komme senere på dagen, er der bøfsandwich til de sultne og hårdtarbejdende håndværkere.

-los


11/9 2018