Glemt skiltning kan koste dig 5.000 kroner

Selvom byggepladsen ligger på en mindre villavej, skal du som håndværker stadig huske skiltningen. Ellers kan det koste en bøde på 5.000 kroner

Foråret har langsomt indfundet sig, og det plejer at give mange boligejere lyst til at renovere huset. Det betyder, at håndværkerne rykker ind, og rundt omkring på villavejene opstår mange byggepladser. Men selvom byggepladsen er lille, er det stadig vigtigt at huske skiltningen, så alle kan se, hvilke virksomheder, der deltager i byggeriet.

- Den eller de virksomheder, som udfører arbejdet på byggepladsen har ansvaret for, at skiltene er opsat korrekt og med de korrekte oplysninger. Man kan dog overveje at have et fælles skilt, hvis man er flere virksomheder på samme byggeplads, siger erhvervspolitisk konsulent i Dansk Byggeri, Lea Stentoft.

Bøder på 5.000 kroner
Reglerne for skiltning på byggepladser trådte i kraft 1. januar 2013 blandt andet for at bekæmpe sort arbejde. Hvis man overtræder reglerne, koster det en bøde på 5.000 kroner første gang.

- Vi ved godt, at det kan være frustrerende for nogle håndværksvirksomheder at skulle huske de mange regler med blandt andet skiltning og cvr-nummer på firmabilerne, men det er vigtigt at overholde lovgivningen. Desuden signalerer skiltet også, at man ikke medvirker til sort arbejde, hvilket er et godt signal at sende til kunderne, siger Lea Stentoft.

Undtagelser
Der er dog opgaver, som er undtaget af reglen. Hvis entreprisen er på højst 50.000 kroner eller arbejdet udføres i løbet af en arbejdsdag, behøver man ikke skiltning. Det gælder også for arbejde på offentlig grund eller hvis arbejdet sker ved etagebyggeri i tætbebygget område, så skiltning ikke er mulig.

-jhn

Dansk Byggeri har i samarbejde med Skat samlet spørgsmål og svar på de hyppigste spørgsmål. De kan læses på Dansk Byggeris hjemmeside her.

http://www.danskbyggeri.dk/guides/en+god+byggesag/skiltning+p%C3%A5+byggepladsen

 

2/4 2014