Grønt og bynært familiebyggeri

Grønt og bynært familiebyggeri

Strandhuset 61 består af 68 udlejningsboliger på tre-fem værelser, egen p-kælder, tagterrasse mv. og et gård-/haverum udlagt som en mindre park

Området på Amager omkring Strandlodsvejs nordlige ende har de seneste år gået igennem en udvikling fra industrikvarter til primært boligområde. Den postindustrielle stemning har formodentlig medvirket til, at kvarteret i dag er et populært område i København.

Strandhuset 61 er beliggende på hjørnet af Lergravsvej og Strandlodsvej og er tegnet som et u-formet aftryk i landskabet og favner et grønt og frodigt gårdanlæg, der åbner sig op mod syd og danner facade mod de øvrige verdenshjørner.

Bygningen er opbygget i terrasser i et glidende forløb startende mod sydvest i fire etager til syv etager mod nordøst. Bygningen fremstår med en karakteristisk facadeprofil, der med en række vinklede facadepartier skaber et varieret og unikt udtryk. Et udtryk, der tillader ekstra vinduer og mere dagslys i den enkelte lejlighed, og som giver beboerne uventede udsigtsmuligheder og kig til horisonten.

Du kan læse mere om projektet og se flere billeder af byggeriet her i magasinet Byggeri nr. 6.

-kj

20/9 2018