Håndværksmestre bryder formaliteterne
Dansk Håndværk vil i år forny hele konceptet omkring generalforsamlingen. Der skal være mere en blot tørre regnskabstal og formaliserede afstemninger på bordet
Der er lagt op til et brud med de formelle rammer, når medlemmerne i Arbejdsgiverforeningen Dansk Håndværk mødes til generalforsamling på Hotel Sinatur i Nyborg i dagene 8.-10. maj 2015.
- Der skal ganske enkelt være mere at komme efter. Man skal have noget praktisk, anvendeligt med hjem, og derfor har vi i år samlet en række uformelle workshops omkring generalforsamlingen.
- Dem kan deltagerne så gå til og fra, som det passer dem, alt efter om de vil lære mere om, hvordan de forøger deres salg, eller de vil netværke med kolleger og skabe samarbejder, der kan styrke deres forretning, forklarer formand for Dansk Håndværk Niels Techen om den nye form.
Supplerer formelle rammer
Arbejdgiverforeningen regner på den måde med at skabe fornyet interesse for at deltage i det, der stadigt er kernepunktet i en forenings liv:
- Det er klart, at det formelle omkring selve generalforsamlingen skal være, som det plejer. Generalforsamlingen er jo den demokratiske afgørelse, der bestemmer, hvem der skal lede foreningen og hvad vi som organisation skal opnå. At det suverænt er medlemmerne, der bestemmer det, må der ikke pilles ved. Men det betyder ikke, at formen uden om selve de beslutninger ikke kan moderniseres, lyder det fra formanden.
Dansk Håndværk har derfor valgt at supplere de formelle rammer med blandt andet mulighed for at få konkrete salgsfif med hjem i virksomheden. Det sker på en workshop, der samtidigt er et oplæg til en række egentlige kurser, som foreningen vil tilbyde i de efterfølgende måneder.
Videns- og erfaringsdeling
Men der skal også være plads til det kollegiale, når der nu er mulighed for at samle kredsen, forklarer Niels Techen:
-Det er vigtigt at blandt andet nye medlemmer får mulighed for at udveksle ideer og erfaringer med kolleger, og måske hente inspiration fra nogle af de mere garvede virksomhedsledere, som gerne deler ud af deres erfaringer. Så det vil vi også give mulighed for. Både i mere organiserede former og helt uformelt over de lidt ekstra lange kaffepauser, hvor der lægges op til netop at udveksle ideer og skabe nye kontakter, understreger han.
Dansk Håndværks generalforsamling afvikles den 9. maj, men med de nye former og tilbud strækker arrangementet sig over hele weekenden. Indbydelserne allerede sendt ud til arbejdsgiverforeningens medlemmer, der hovedsagligt er små og mellemstore virksomheder indenfor byggeri, håndværk og industriområdet.
-cmn