Historisk posthus i København bliver hotel
Københavns gamle Centralpostbygning undergår en total transformation og står i 2020 klar som et af Københavns mest luksuriøse hoteller
Den over 100 år gamle fredede bygning ligger i hjertet af København på Tietgensgade og har i mange år huset det danske postvæsen. Det kommende hotel skal stå færdigt i 2020 og kommer udover de cirka 390 værelser også til at rumme flere forskellige restaurant- og barkoncepter samt en konferencesal. Værelserne og de tilhørende faciliteter opføres med fokus på eksklusivitet. Målet med hotellet er, at det via sin historiske oprindelse, arkitektur, indretning og design er en oplevelse i sig selv. Transformationen omfatter bl.a. hævede gårdrum, grønne haver og pool på taget.
Udviklingen af projektet sker i samarbejde mellem det svenske arkitektfirma Krook & Tjäder AB og Kullegaard.
Indgangen til hotelprojektet er skabt via samarbejdsrelationer, hvor tæt dialog, fælles forventningsafstemning og et succesfuldt resultat har været i fokus. I dag betyder det, at den norske projektudvikler og entreprenør Hent har udvalgt Kullegaard til en af sine samarbejdspartnere i Danmark.
For Kullegaard er der tale om velkendte parter, da Strawberry også er bygherre på opførelsen af Comfort Hotel i Københavns lufthavn, hvor Kullegaard er en del af det udførende projektteam. Derudover spiller Krook & Tjäder såvel som Hent også store roller i opførelsen af det nye hotel i lufthavnen. Teamet har derfor et indgående kendskab til hinandens styrker.
Om projektet
Projekt: Posthotellet i København
Bygherre: Strawberry Brothers
Omfang: 25.000 m2
Udførelsesperiode: 2017-2020
-kj