Horsens får brug for 3.000 nye boliger- Vi vil blive ved at bygge mange forskellige typer hjem, så vi sikrer den gode hverdag for alle horsensianere, fortalte borgmester Peter Sørensen.

Horsens får brug for 3.000 nye boliger

Horsens Kommune får brug for 3.000 nye boliger de næste fem år og tager vækst-førertrøjen i Region Midtjylland, med en forventet befolkningstilvækst, der slår Aarhus, lyder det i ny rapport

Horsens Kommune får brug for næsten 3000 nye boliger de næste fem år, hvor den procentuelle befolkningstilvækst bliver den højeste i regionen var nogle af hovedkonklusionerne, da rådgivningsvirksomheden Exometric offentliggjorde sin nye rapport på konferencen Byg i Horsens i går:

- Der er kommet mange nye horsensianere de sidste år, og de næste fem år tager kommunen altså førstepladsen i regionen, når det kommer til befolkningstilvækst, siger Jesper Wagner, der er partner i Exometric, og fortsætter:

- Det betyder, at boligpriserne og salget vil stige og liggetiderne falde. Samtidig ser vi, at tilflytterne er villige til at betale væsentlig mere for nye boliger i Horsens end de priser, der handles til lige nu. Samlet set gør det Horsens til et meget interessant investeringsområde.

Oplagt område
Til Byg i Horsens var investorer, ejendomsudviklere, entreprenører, ejendomsmæglere og arkitekter samlet. Deriblandt AP Ejendomme der er et af de selskaber, der gennem en lang periode har investeret i Horsens:

- Den gode beliggenhed og befolkningstilvæksten gør helt klart Horsens til et oplagt investeringsområde, men byens levende kulturmiljø og fokus på at styrke både erhvervsliv og uddannelse er også vigtigt for os, når vi investerer, siger Peter Olsson, direktør for AP Ejendomme.

Børnetal boomer
Borgmester Peter Sørensen lægger vægt på, at Horsens er en kommune for alle, og nye boliger skal ramme hele spektret med alt fra lejligheder og rækkehuse til almene boliger, plejehjem, byhuse og boliger i naturområder.

- Vi vil blive ved at bygge mange forskellige typer hjem, så vi sikrer den gode hverdag for alle horsensianere. Samtidig mærker vi, at især børnefamilier slår rødder her. Danmarks Statistik har netop offentliggjort, at vi er den kommune uden for hovedstadsområdet, der har haft den største stigning af børn under 10 år, og der er ikke noget, der tyder på, at den udvikling stopper, fastslår Peter Sørensen.

Tilflytterne til Horsens Kommune kommer især fra Aarhus og de østjyske kommuner.

-jhn


Fakta fra Exometrics rapport
• Det forventes, at 5.297 nye borgere flytter til Horsens Kommune i løbet af de næste fem år - det gør kommunen til den procentuelt hurtigst voksende i Region Midtjylland.
• Exometric vurderer, at Horsens Kommune får brug for knap 3000 nye boliger de næste fem år, hvor efterspørgslen især kommer til at stige på lejligheder og rækkehuse.
• Tilflytterne i Horsens er købestærke og vil gerne investere næsten 26.000 kr./m2 for ejerlejligheder og over 25.000 kr./m2 for ejervillaer og -rækkehuse.
• Horsens' popularitet gør området resistent mod eventuelle kriser.


Tæt på 200 investorer, ejendomsudviklere, arkitekter, ejendomsmæglere og entreprenører deltog i konferencen Byg i Horsens.

12/12 2018