Hvad er oddsene? Peter Jahn er ny bestyrelsesformand for Peter Jahn & PartnerePeter Jahn, ny bestyrelsesformand, sammen med afgående formand Claus Dam.

Hvad er oddsene? Peter Jahn er ny bestyrelsesformand for Peter Jahn & Partnere

For 40 år siden blev Peter Jahn & Partnere grundlagt af Peter Jahn. I dag sætter en anden Peter Jahn sig bordenden i bestyrelsen, og han har ingen tilknytning til grundlæggeren

Med et solidt årsresultat og en ny bestyrelsesformand på plads markerer Peter Jahn & Partnere næste skridt i virksomhedens vækstrejse.

- Regnskabet bærer præg af, at vi er dygtige til det, vi gør. Vores stærke teams og langvarige samarbejder gør, at vi står hvor vi gør, og det understøtter forretningen, siger partner Martin Daniel Nielsen.

Det er Peter Jahn, der overtager formandskabet fra den nu tidligere bestyrelsesformand og partner, Claus Dam, som har siddet i rollen siden 2018.

Peter Jahn har mere end 30 års erfaring med ledelse, strategi og forretningsudvikling.

Han har været leder i globale virksomheder som Carlsberg, Egmont og L'Oréal og har de seneste to årtier arbejdet som strategisk rådgiver og bestyrelsesmedlem i en række
danske vækstvirksomheder.

- Vi er glade for at byde Peter Jahn velkommen. Med hans strategiske overblik og erfaring fra både internationale koncerner og rådgivning i det danske B2B-landskab, er han den rette profil til at styrke vores næste vækstfase, udtaler Martin Daniel Nielsen.

Optimismen deles af den nye bestyrelsesformand, der fremhæver både fagligheden og det momentum, Peter Jahn & Partnere har opbygget – ikke mindst i en tid, hvor bygge- og ejendomsbranchen har været udfordret først af inflation og siden høje renter og materialepriser.

- Peter Jahn & Partnere står på et stærkt fundament af høj faglighed og dygtige medarbejdere.

- Vi har momentum, og nu handler det både om at styrke vores kommercielle tilgang, så vi kan tiltrække endnu større opgaver – og om at udbygge vores digitale position, hvor vi allerede er blandt frontløberne, fortæller Peter Jahn om den nye epoke.

- Vi skal imødekomme de kunder, der har musklerne og et voksende behov for vores kompetencer, tilføjer han.

Trods navnelighed med virksomhedens grundlægger har Peter Jahn ingen familiær tilknytning.

- Men hvad er oddsene? En ting er sikkert: Matchet kunne næsten ikke være bedre, siger Martin Daniel Nielsen.

-dc

28/10 2025